30. januar, 2020

Brexit: nu mister vi gode kollegaer og allierede i Europa-Parlamentet

Tags:

Del
Brexit: nu mister vi gode kollegaer og allierede i Europa-Parlamentet

Af Niels Fuglsang, Medlem af Europaparlamentet (S)

Meget er sket og meget er sagt siden Brexit-afstemningen i 2016. Når debatten er gået på briternes farvel til EU, er det ofte de økonomiske konsekvenser, der er i fokus. De politiske konsekvenser bør man dog ikke overse, for med Brexit mister Danmark en stærk politisk allieret i EU.

For tiden diskuterer vi i Energiudvalget, hvor jeg sidder, de mange milliarder, som EU støtter fossile brændstoffer med. Jeg argumenterer for, at vi fremover kun skal støtte vedvarende energi som sol og vind. Men det er ikke alle, der er lige vilde med at skære i støtten til fossil energi. Mange argumenterer for eksempel for, at vi skal bruge skatteydernes penge på gasinfrastrukturprojekter især i Østeuropa, der skal varme husene op om vinteren.

“Vi må stå tidligt op om morgenen og smede nye alliancer”

Heldigvis har vi fra britisk side, i form af min Labour-kollega, Theresa Griffin, haft en stærk stemme, der indædt har arbejdet for at fremme den grønne energi. Med Brexit mister vi flere grønne stemmer, og alt andet lige betyder det, at kampen for klimaneutralitet svækkes. Theresa siger: ”det går ikke med den sorte energi, der ødelægger vores klima”.

Desværre er det ikke kun i forhold til den grønne dagsorden, at Brexit får den slags politiske konsekvenser. På en lang række områder ift. EU har vi og briterne samme målsætninger. Hvad skal EU bestemme? Hvor stort skal budgettet være? Vi står ofte skulder ved skulder med vores britiske kollegaer.

Brexit stiller store krav til os danskere. Vi må stå tidligt op om morgenen og smede nye alliancer til de kommende kampe for, at EU skal gøre mere for klimaet, skal bekæmpe skattely, ikke skal være en social union og ikke ukritisk skal forøge budgettet. Det skal vi gøre vores bedste for. Men vi kommer til at savne Theresa Griffin og de andre briter.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar