5. juli, 2017

Det europæiske hus har det bedre idag, men …

Tags: , , , , , , , ,

Del
Det europæiske hus har det bedre idag, men …

SOMMERINTERVIEW: Lars Gaardhøj har interviewet Uffe Østergaard, historieprofessor med speciale i europæisk historie og civilisation. Temaet for samtalen var Europas tilstand og fremtid.

Uffe Østergaard har altid været overbevist europæer. Som ung studerede han på eliteuniversitetet Collége d’Europe i Bruges, som blev grundlagt efter anden verdenskrig med formålet at styrke den europæiske forståelse og solidaritet på tværs af grænser. Og det var naturligt for Uffe Østergaard, at der ville udvikles en fælles europæisk identitet, som ville erstatte nationalisme og religion. Men over de senere år var der noget, der ændrede sig for Uffe Østergaard i analysen af Europa. Globaliseringen afløste den kolde krig med faste fjendebilleder, der understøttede fortællingen om EU som fredens projekt. Flygtninge og migrationsstrømme tog til, og sidste sommer gav Uffe Østergaard udtryk for sin bekymring i en række interviews om Europas tilstand. Han erklærede nu, at han tog fejl. Moderniteten havde ikke erstattet religion og nationalismes plads, tværtimod. Og Østergaard føjede til, at Europa må få styr på de ydre grænser og beskytte sig selv mod flygtningestrømme og indvandring fra Afrika.

Nu et år efter spørger vi så Uffe Østergaard om året, der er gået har rokket ved hans markante udmeldinger sidste sommer?
Nej, slet ikke, kommer svaret hurtigt. Faktisk er Uffe Østergaard overrasket over, at det gav så meget opmærksomhed, at han sagde det indlysende og logiske. Nemlig at EU – som enhver anden statsdannelse – selvfølgelig må befæste og beskytte sine grænser. Sådan har det altid været. Og i en globaliseret verden er det for Europa kun naturligt. Men der var mange, der ikke kunne lide at høre det grimme, at der i yderste instans må bruges magt. Det opfattede mange som rettet mod flygtninge fra Syrien, men reelt var min bekymring indvandring fra Afrika, og det kan vi i dag se er tilfældet. Befolkningerne vokser voldsomt i Afrika, og mange ser lykken i Europa. Men Europas lande kan ikke bære en så voldsom indvandring socialt, kulturelt og økonomisk.
I virkeligheden har de seneste knap 20 år været det unormale. Og skaden skete ifølge Østergaard tilbage i 1999, da man med Schengen-samarbejdet nedlagde de indre grænser uden at sikre de ydre, og med udvidelsen i 2004 gik det galt, idet den vandrende arbejdskraft skulle være reguleret mere end tilfældet var. Se på England, som ingen regulering havde, og fik voldsom indvandring af arbejdskraft fra Østeuropa. Det lagde grunden til Brexit. De europæiske befolkninger ønsker kontrol med grænserne, og det er politikerne også ved at forstå, mener Østergaard.

Hvordan tror du så det vil ende med grænsespørgsmålet, når vi taler om de indre grænser? Det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, har jo længe krævet permanent grænsekontrol?
Politikerne vil også komme til at diskutere de indre grænser. Se bare Socialdemokratiet som er i bevægelse. Der er behov for det, for borgerne har ikke tillid til de ydre grænser. Og jeg ser det ikke bare i forhold til flygtninge, men jo i høj grad i forhold til arbejdskraft, som må reguleres bedre samt den grænseoverskridende kriminalitet, så noget vil helt sikkert ske. Men jeg tror ikke det bliver en gammeldags grænse med toldkontrol, hvor man holder i lange køer. Jeg tror man vil gå efter en ”fast og venlig” grænse, hvor overgang ikke mindst af hensyn til erhvervslivet kan foregå smidigt. Jeg tror, at vi vil se mere overvågning ved hjælp af ny teknologi, som vil være en del af løsningen.

Permanent grænsekontrol også af de indre grænser lyder som et brud med EU’s grundlæggende 4 friheder; nemlig fri bevægelighed for varer, jobs, personer og kapital?
Ja, det kan du sige. Men jeg tror, der er behov for at nytænke det indre marked. De fire friheder har skabt velstand og været et gode, men ikke udelukkende og ikke for alle. Varer og kapital skal forsat kunne bevæges sig frit i unionen ja, men der er brug for restriktioner fx i forhold til skattespekulation, som er ødelæggende for opbakningen til europæisk samarbejde, hvis medlemslande medvirker til det. Arbejdskraftens fri bevægelighed må også reguleres. Der er simpelthen for store forskelle på fx Bulgarien og Danmark hvad angår lønninger og sociale ydelser, og når danske arbejdere mister deres arbejdsplads til udenlandsk arbejdskraft, der ikke konkurrerer på lige vilkår, så skaber det modvilje mod det europæiske fællesskab. Igen vil jeg henvise til Brexit, det var i høj grad det, det der skete her.

Der er sket meget det sidste år. England har stemt sig ud af EU, men i Holland og Frankrig fik populister og EU-modstandere ikke medvind ved valgene, og i Tyskland har de EU-positive partier opbakning – hvordan ser du på EU’s tilstand i dag?
Den er da klart bedre i dag. Og det er jo rigtigt at valgene i Holland og Frankrig jo blev en slem skuffelse for populister og EU-modstandere. Og noget tyder på at den traditionelle tysk-franske akse er genskabt og det tyder umiddelbart på en stabilisering, som rigtig mange europæere håber på. Men husk, at skjulte farer lurer. Tag blot Italien, en af EU’s stiftende nationer. Økonomien er i store problemer, og der er reel risiko for at banksystemet kollapser. Det bliver massivt, hvis det sker. Det er Grækenland x 15! Og der er valg til efteråret. Godt nok har den populistiske og anti-europæiske 5-stjerne bevægelse ledet af komikeren Grillo tabt opbakning, men til gengæld ser vi Lega Nord gå frem på et nærmest racistisk grundlag og med krav om italiensk udtræden af EU. Det er virkelig en vanskelig situation. EU er nødt til at reformere sig selv. Herunder også gøre op med den stramme økonomiske politik i eurozonen, og der kan jeg være nervøs for om Tyskland er klar til det, for de tyske vælgere har opfattelsen, at det er dem, der allerede betaler, selvom virkeligheden jo er, at tyskerne har tjent på Euro-samarbejdet og den stramme økonomiske politik.

Du tror stadig på Europa – er du optimist eller pessimist i dit syn på fremtiden?
Jeg er delt 50/50 omkring fremtiden. Europa er udfordret af, at magten flytter væk fra Europa. Fremtidens dominerende magt er Kina, og måske Indien. Det er her de store økonomier og befolkninger findes, og efter århundreder som verdens omdrejningspunkt, må Europa indstille sig på en ny og mere perifer rolle. Vi må give plads til Kina. Det er ikke nemt. Omvendt må man sige, at vi får en vældig hjælp af Trump, Putin og Erdogan med at samle europæerne i forståelsen af, at sammenhold og samarbejde er nødvendigt. Et land som Danmark har ingen vægt, når vi er alene. Kun når vi er sammen med resten af Europa og især Tyskland har vi indflydelse. Og der ligger en udfordring i at lære ikke bare danskerne, at indflydelse ikke er det samme som suverænitet. Faktisk får man som lille land mest indflydelse, når man afsiger sig suverænitet. Meget af EU-modstanden kører netop på ønsket om mere suverænitet, med dermed følger også mindre indflydelse. Det skal vi have en debat om de kommende år. For europæisk sammenhold er nødvendigt i en globaliseret tid, hvor EU kommer til at fylde mindre. Jeg tror det kan lykkes såfremt EU reformeres, så befolkningerne kan se nytten af det hele.

Lars Gaardhøj (f.1974), er forbundskonsulent i AOF Danmark, uddannet historiker og ansvarlig for oplysning og debat om EU og Europa.  

Lars Gaardhøj

Forbundskonsulent i AOF Danmark med ansvar for bl.a. EU oplysning og nordisk samarbejde. Uddannet samtidshistoriker. Politisk aktiv som medlem af Regionsrådet i Hovedstaden for Socialdemokratiet. Bor i København, 45, gift med Stine og har 3 børn.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar