2. februar, 2018

Efter Brexit: Reducér landbrugsstøtten og hold EU-budgettet nede

Tags: , ,

Del
Efter Brexit: Reducér landbrugsstøtten og hold EU-budgettet nede

Med Storbritanniens forestående udmelding af EU står medlemslandene over for en ny udfordring – hvordan skal EU finansieres, når Storbritanniens milliardbidrag forsvinder fra EU-budgettet?

Det bliver et slagsmål, der meget vel kan blive uskønt. Eksempelvis vil det være min påstand, at danskerne ikke ønsker at sende endnu flere penge til Bruxelles.

EU kommer til at mangle godt 100 mia. kr., når vi træder ind i den næste budgetcirkel fra 2021. Det har selvfølgelig – fristes man til at sige – givet kommissionsformand Juncker anledning til at bede medlemslandene hæve deres bidrag til lidt over 1 % af deres nationale BNP.

Det svarer til, at hver europæer blot skal undvære ”en kop kaffe om dagen”, som han udtrykte det. Igen virker det som om, at Juncker er komplet uden føling med mange EU-borgeres frustration over topstyringen og arrogancen fra Bruxelles.

I stedet for at tage kaffen fra borgerne var det i stedet en idé at finde pengene i eget husholdningsbudget. Her er det uundgåeligt at kigge på landbrugsstøtten. Den fælles europæiske landbrugspolitik og den dertilhørende landbrugsstøtte sluger årligt omkring halvdelen af EU-budgettet.

Støtten er dog helt skæv. Kun 20 procent af EU´s landbrugere modtager tilskud. Tilskuddene er samtidig med til at forvride den interne europæiske konkurrence på fri markedsvilkår, og de svækker den tredjeverdens udviklingsmuligheder, der er med til at skubbe på migration til EU.

Med Brexit har vi endelig en oplagt mulighed for at give den fælles landbrugspolitik en ordentlig overhaling, så vi kommer tættere på at kunne lægge et forsvarligt EU-budget.

Fra en noget uventet kant er der måske hjælp at hente. Ifølge mediet Politico viser lækkede regeringsdokumenter fra Frankrig, at præsident Macron muligvis er villig til at skære i landbrugsmidlerne. Hvis Frankrig er villig til at gøre et indhug i landbrugsstøtten, der ellers er noget nær hellig i Frankrig, er det ikke urealistisk, det kan være muligt at lappe EU-budgettet med allerede tilgængelige penge.

 

Jørn Dohrmann (f.1969-) er Dansk Folkepartis medlem af Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, hvor han er vicekoordinator for ECR-gruppen. Derudover er han suppleant i miljøudvalget. Dohrmann er tidligere folketingsmedlem (2001-2014), hvor han blandt andet har været miljøordfører og formand for Fødevareudvalget.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar