24. september, 2018

En ny normal?

Tags: , , ,

Del
En ny normal?

Hvidvaskningsskandalen i Danske Bank afslører flere ting om, hvordan den globale økonomi fungerer i dag, men også den moralske habitus i blandt toppen af dansk erhvervsliv.

Af Jakob Thiemann, EP-kandidat for Socialdemokratiet

Skandalen viser, at nationalstater i dag har en begrænset magt, især hvis de ikke er meget bevidste om, at der skal arbejdes hårdt og over en længere årrække, hvis man vil lave lovgivning, der effektivt kan holde de store selskaber i stramme tøjler. Jeg tror stadig på, at nationalstater er relevante størrelser i forhold til at begrænse mulighederne for skattesvindel, men de kan tydeligvis ikke løfte opgaven alene. Vi er derfor nødt til at skabe stærkere internationale regler og effektive overnationale institutioner med sanktionsmuligheder, der kan støtte samarbejdet mellem EU’s medlemslande. EU må kaste sin berøringsangst af sig, og tilskynde til en bedre kontrol med de tværnationale selskaber.

Den moralske habitus blandt alle involverede kan drages i tvivl, for man må spørge sig selv, om ikke Danske Bank havde lukket ned for aktiviteterne i den estiske bank, hvis det havde været en dårlig forretning? Dette gøres værre af, at Danske Bank hverken har fyret den ansvarlige direktør eller fjernet bestyrelsesformanden. Begge har fået lov til at træde tilbage med et ”tak for en god indsats”, og den ene får endda en tocifret million fratrædelsesgodtgørelse.

Tilsvarende er der også en række politikere, der forhåbentlig har dårlig samvittighed. I Danmark er der ingen endnu 10 år senere, der er blevet straffet for deres medvirken til Finanskrisen. Selv i det liberale USA har folk fået fængselsstraffe, men ikke her. Hvornår finder politikerne ud af, at bankdirektør Varnæs er en fiktiv figur?

Jakob Thiemann (f.1972) bor i København, uddannet historiker og i dag gymnasielærer, har tidligere arbejdet i fagbevægelsen. Opstillet for Socialdemokratiet som kandidat til EP-valget.

Jakob Thiemann

Som barn af en politisk aktiv og interesseret familie, har jeg altid være dybt optaget af samfundsforhold. Især vilkårene for de, der har det sværest. Efter jeg blev aktiv i DSU og sidenhen Socialdemokratiet for ca 20 år siden, har jeg været aktiv i det internationale arbejde, og har været med til at formulere partiets internationale strategi. I lidt over 4 år arbejdede jeg for en international fagbevægelse, og rejste Europa og verden rundt, hvor jeg mødte folk i lavtlønsjob. Det var ikke rart at se, hvad der sker når regeringer lader multinationale selskaber skabe deres egne rammer. EU har de muskler der skal til, for at få internationale virksomheder til at skabe ordentlige forhold for deres ansatte og betale den skyldige skat. Jeg er 46 år, ansat som lektor ved Akademisk Studenterkursus på Nørrebro i København, og bor i København Nord-Vest. Er kredsformand for 5. kreds Nørrebro, og elsker at lave mad.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar