3. juli, 2016

Et europæisk energifællesskab på dagsordenen

Tags:

Del

På dagens samling i Europa-Parlamentet står den europæiske energiunion på dagsordenen. Gennem længere tid har EU udviklet sig til en misbruger af udenlandsk energi. Det er paradoksalt, at et politisk projekt, der tilbage i 1950’erne lagde visioner for bl.a. at integrere energiproduktionen med kul og atomenergi, endnu ikke har formået at skabe et fællesmarked for energi. Forslaget om en europæisk energiunion er derfor et kærkomment medikament til den europæiske energimisbruger. Men som den evindelige pusher lurer de nationale interesser og kan stikke en kæp i hjulet på det initiativ, der på sigt kan bringe EU ud af sit misbrug.

Energiunionen som løsning på et sikkerhedsproblem
EU’s energiproblem er et reelt sikkerhedsproblem. EU importerer ca. 53 pct. af sit samlede energiforbrug, og ca. 66 pct. af EU’s gasforbrug importeres. Markedet for gas er ufleksibelt, da gas transporteres via ledninger, der er dyre at anlægge. Derfor er der en særlig regional usikkerhed i de EU-lande, der tidligere var en del af den sovjetiske sfære, og som stadig er dybt afhængige af importen af russisk gas.

Forslaget til en europæisk energiunion er bygget op på fem søjler: Forsyningssikkerhed, gennemførelse af et indre energimarked, øget energieffektivitet, reduktion af CO2-udledning samt forskning og innovation. Med andre ord drejer energiunionen sig om at fremme initiativer, der får energien til at bevæge sig på tværs af landegrænser, at mindske energiforbruget samt at opfinde nye teknologier.

Forskellige nationale interesser på spil
Alle 28 EU-lande kan blive enige om, at en energiunion er et godt politisk projekt. Samtidig er der mange forskellige interesser på spil pga. forskellige nationale sikkerhedsinteresser og sammensætninger af det nationale energiforbrug. Det helt centrale spørgsmål er derfor, om medlemsstaterne ser et potentiale ved en øget integration af energimarkedet.

Især de østeuropæiske lande, der i høj grad er afhængige af den russiske gasimport, har presset på for at få etableret en energiunion til at sikre gasleverancer. Den nuværende formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, stod i sin tid som Polens regeringschef på mål for et ønske om at oprette et fælles EU-organ, der kunne forhandle gaskontrakter med Rusland på vegne af alle EU-landene. Italien har særligt presset på for at få skabt en integreret energipolitik og et marked med sammenhæng til EU’s klimamålsætninger. Herover har den tyske mastodont været skeptisk, idet et fælles europæisk gasindkøb ville rykke fundamentalt ved markedsmekanismerne for udbud og efterspørgsel. Dertil kommer en række lande, der enten ikke er afhængige af russiske energiforsyninger, eller som selv er nettoeksportører af energi, der ikke har nationale interesser på spil.

Nationale interesser må tæmmes
Selvom energitruslen kun er nærværende for de østeuropæiske lande, er de nationale interesser nødt til at blive tæmmet af virkelighedens europæiske skæbnefællesskab. Hvis et østeuropæisk land mister energiforsyningen, risikerer landet at indgå et dårligt kompromis med den russiske pusher, hvis ikke andre EU-lande kan tilføre energiforsyninger, og hvis ikke EU kan tale med en samlet stemme over for Rusland.

Der er brug for en politisk og folkelig erkendelse af, at EU kan blive et ubetinget gode på det energipolitiske område. Hvis alle EU-landene havde den politiske vilje til at gennemføre energiunionen, kunne EU komme på afvænning. Med ét enkelt initiativ kan EU bevæge sig mod en større forsyningssikkerhed, hvilket kan skabe tryghed for de europæiske stater i det internationale samfund. Med ét enkelt initiativ kan EU skabe en konkret handling for sin vision for bæredygtighed.

Derfor bliver det interessant at følge ugens drøftelser og afstemning om energiunionen i Europa-Parlamentet. Forhåbentligt bliver det en begyndelse til integreret energimarked baseret på effektive løsninger og solidaritet mellem de europæiske nationer.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar