24. april, 2018

EU-elitens fremtidsplaner er hamrende udemokratiske

Tags:

Del
EU-elitens fremtidsplaner er hamrende udemokratiske

Den helt store debat i Bruxelles i øjeblikket er, hvordan fremtidens EU skal se ud.

Debatten udspringer af den store folkelige utilfredshed med EU-projektet, som fik sit mest markante udtryk da briterne valgte at melde sig ud med Brexit.

Efter at de første chok-bølger fra Brexit har lagt sig, er EU’s top-politikere begyndt at arbejde indædt for, at vi skal have endnu mere EU og endnu mere ensretning af Politiken. Planerne blev gentaget, da Frankrigs præsident Macron forleden besøgte EU-parlamentet: Vi skal have en EU-skattepolitik, et EU-militært samarbejde, én EU-udenrigspolitik, flere EU-handelsaftaler og et meget større EU-budget. Og så skal vi ikke mindst afskaffe vetoretten på de sidste områder (f.eks. på skattepolitikken).

Det er helt i tråd med de andre meldinger, der er kommet fra EU-toppen.

Og hvorfor er det så et problem?

Jo, det er det fordi det binder medlemslandene – herunder Danmark – fast på en helt bestemt politisk kurs.

Økonomisk betyder det for eksempel, at vi ikke kan vælge at investere os ud af en krise ved at sætte gang i eksempelvis offentlige byggeprojekter – økonomien skal nemlig følge EU’s budgetkrav. Og i forhold til det militære går EU’s planer også i én ganske bestemt retning, nemlig mod mere oprustning og mere støtte til militærindustrien.

Det flytter beslutningerne væk fra vores folkevalgte politikere i Folketinget. Og dét er ikke særlig demokratisk.

Det skyldes, at EU’s politiske kurs bunder i traktater og pagter, som kun kan ændres med konsensus. Derfor er EU heller ikke bare et objektivt samarbejde, som man kan forme som man vil.

Jeg synes, at vi skal gå en helt anden vej. En vej, hvor vi træder ud af EU og trækker demokratiet tilbage – ikke bare til folketinget, men breder det langt mere ud, til kommuner, skoler, arbejdspladser. Vi har brug for en helt gennemgribende demokratiseringsproces.

Det betyder ikke, at vi ikke skal samarbejde med andre lande – tværtimod. Men vi kan sagtens lave aftaler med vores naboer om samhandel eller samarbejde om politikområder, hvor det giver mening, uden at vi behøver at underlægge os EU’s politiske retning. Se bare på Norge eller de andre europæiske lande, der står uden for EU.

Man kan lave et samarbejde, som sætter hensynet til miljøet, velfærden og arbejdstagerne over hensynet til markedet. Men man er nødt til at bryde med EU først.

Af Rina Ronja Kari (f. 1985-), Medlem af Europa-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar