27. august, 2018

EU må væbne os mod den 4. industrielle revolution

Tags: , ,

Del
EU må væbne os mod den 4. industrielle revolution

Jeg er ny på bloggen her og glad for at kunne bidrage til debatten. Det gør jeg også på anden vis for tiden, ikke mindst fordi jeg har skrevet den netop udkomne bog, Oprør for fremtiden, sammen med min gode ven og partifælle, Lisbeth Bech Poulsen, der sidder i Folketinget og har en god håndfuld ordførerskaber, bl.a. finans, skat, erhverv og teknologi.

Vi har skrevet bogen, fordi vi står foran en revolution, der vil medføre en voldsom og grundlæggende omvæltning af samfundet. Revolutionen er ikke et resultat af politisk vilje, men snarere af en økonomisk kraft, der tilsyneladende accepteres som var det et naturfænomen, der kan ændres og påvirkes lige så lidt som et jordskælv.

Det paradoksale er bare, at udviklingen ikke er bestemt på forhånd, men afhænger af de valg vi tager – eller undlader at tage. Revolutionen, vi står over for – nogle vil sige, at vi allerede er i den – er den 4. industrielle revolution. Den teknologiske udvikling accelerer og vil nå et eksponentielt niveau, ikke mindst når kunstig intelligens begynder at lære af sig selv. Maskiner og algoritmer vil overtage flere og flere funktioner, også dem, vi troede var forbeholdt mennesker. Allerede i dag overtager kunstig intelligens opgaver fra læger, journalister og advokater. Det er ikke kun produktionsrobotterne i fabrikshallerne, men også algoritmerne på kontorerne, der kan løse opgaver hurtigere – og ofte bedre – end mennesker.

Det står ikke til at ændre – og skal heller ikke ændres. Hver gang en opgave kan løses bedre og lettere, er det et fremskridt. Der, hvor problemet opstår, er når mennesker bliver overflødiggjort. Hvis et reelt arbejde ikke længere er til at opnå for store dele af befolkningen. Vi har allerede i dag et prekariat, som står som frustrerede tilskuere på kanten af arbejdsmarkedet. Heldigvis er prekariatet ikke så stort herhjemme som i andre lande, men det er findes i hele Vesten, og er udtalt i andre dele af Europa.

Det er ikke en overdrevet analyse at sige, at konkurrencen om at få eller fastholde et arbejde spillede afgørende ind, da briterne stemte sig ud af EU. Uden østudvidelsen og de med arbejdskraftens frie bevægelighed følgende arbejdere, ville mange briter ikke have opfattet EU og udenlandske arbejdere som en trussel mod deres økonomiske tryghed. Den opfattelse fik mange briter – om den så bundede i en korrekt analyse af tingenes faktiske tilstand og proportioner eller ej. For selvfølgelig blev der manipuleret og brugt demagogi i en så ophedet kampagne. Men frygten var der til at spille på.

Tag så den frygt og forstør den mange gange, når først alle chauffører ser deres job forsvinde, fordi biler kan køre selv. Når portører kan se robotter transportere varer – og måske patienter – rundt på hospitalerne. Når endnu flere produktionsjob automatiseres, som fx i Teslas fuldautomatiserede fabrik eller Amazons varehaller. Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om den branche, der ikke vil blive massivt påvirket af denne proces.

Det kan ende helt galt, hvis revolutionen fører til øget ulighed, ikke mindst på arbejdsmarkedet, hvor nogle vil kunne have et fast fuldtidsarbejde, men mange andre ikke vil kunne. Men også hvis den økonomiske ulighed i bredere forstand får lov at eksplodere. Når maskinerne skaber værdierne, vil det også i udgangspunktet være dem, der ejer maskinerne – dem, der havde kapital til at anskaffe dem, der høster frugten. Lønnen vil fylde mindre og mindre, når kagen skal skæres. Og sådan er det desværre allerede, som den franske økonom Thomas Piketty fortalte i sit storværk, Kapitalen i det 21. århundrede. Verden er ved at få amerikanske tilstande: Der har der ikke været reallønsfremgang for arbejderklassen siden 1970’erne og for middelklassen ikke siden 1990’erne. Den store produktivitetsvækst, der har været er gået til den lille rige overklasse. Sådan vil det gå resten af verden i endnu større grad nu.

Hvis vi ikke gør noget. Det kan vi heldigvis nå at gøre. Vi skal sikre, at de enorme fremskridt, ikke mindst økonomisk, der kommer fra teknologien, skal føres tilbage til samfundet og ikke bare i lommerne på de superrige. Der skal ske meget for at det kan lykkes. Noget nationalt, og rigtig meget på EU-plan. Tre tiltag, der er brug for, er at vi skal gå sammen om en finansskat på hurtig spekulation, vi skal indføre en CO2-afgift på 50 euro pr. ton og der bør udvikles en digital omsætningsskat. EU-Kommissionen fremlagt et forslag, der skal opkræve 3 % procent af digitale virksomheders omsætning, hvis de har en global omsætning på over 750 mia. euro og en europæisk omsætning på mindst 50 mia. euro. Det vil, ifølge kommissær for økonomiske og finansielle anliggender, Pierre Moscovici, tilvejebringe en ekstra skatteindtægt på 58 mia. kroner til EU-landene. Det er værd at tage med. Og retfærdigt, for det er os som brugere, og vores data, der udgør produktet. Disse forslag, og flere andre, kommer vi med i bogen. Jeg håber, at vi er mange, der vil diskutere forslagene og hvad vi generelt gør for at den 4. industrielle revolution bliver en gevinst for de mange.

Én ting er sikker: De enkelte medlemslande, selv ikke de største, kan hamle op med tech-giganterne. Vestager viser, at EU kan gøre noget, men der skal mere til. Vi har brug for EU som et stærkt politisk fællesskab, der lader demokratiets samfundshensyn bestemme og tøjle de rå markedskræfter. Sådan et EU vil Europas folk støtte op om – og Europas folkeforførere vil have sværere ved at samle opbakning til populistiske projekter imod unionen.

Peter Westermann (f. 1985-) er regionsrådsmedlem i hovedstaden, tidl. MF og næstformand for SF. Peter stiller op til EP-valget for SF.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar