23. marts, 2017

Europol-aftale er bedre end den parallelaftale, vi ikke kunne få

Tags: , ,

Del
Europol-aftale er bedre end den parallelaftale, vi ikke kunne få

Så fik Danmark forhandlet et udkast til en aftale med Europol. Og vel at mærke et flot resultat. Aftalen er nemlig bedre end den parallelaftale, som vi ikke kunne få. Aftalen skal den 27. april godkendes af EU-Parlamentet og underskrives inden 1. maj, så Danmark kan fortsætte samarbejdet med Europol.

Af Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører for Dansk Folkeparti.

Bliver udkastet til virkelighed, kommer Danmark nemlig til at fortsætte samarbejdet med Europol uden mærkbare forandringer. Den største forskel er, at dansk politi fremadrettet kontakter nogle dansksprogede ansatte i Europol, hvor Rigspolitiet i dag selv søger direkte. Med andre ord er forskellen reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt aflønning og arbejdssted for personer, der arbejder med de her ting, finder sted i regi af Rigspolitiet eller Europol. Det har ingen praktisk betydning.

Fra 1. maj får Danmark godt nok status af tredjeland i Europol på linje med lande som blandt andet Norge. Her skal det dog bemærkes, at Danmarks aftale ser ud til at blive den mest fordelagtige tredjelandsaftale om Europol nogensinde. Vi får en tættere tilknytning til det fælleseuropæiske politisamarbejde end Norge, og vi får blandt andet adgang til oplysningerne i det såkaldte EIS, hvor der dagligt søges efter beviser og personbeskrivelser 250 gange. Dansk politi vil dermed fortsat være en del af verdens største netværk af politifolk i Haag. Og dansk politi vil få en tilfredsstillende adgang til de oplysninger, som deles gennem Europol.

I efteråret fik vi ellers tudet ørene fulde af, at det ville blive yderst vanskeligt at få en aftale på plads, og at vi i Dansk Folkeparti havde stillet vælgerne en uopnåelig aftale i udsigt. EU havde ganske enkelt ikke tid eller vilje til at prioritere en aftale med Danmark, i en tid med flygtningestrømme og Brexit, måtte man forstå. Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over aftalen. Det er helt centralt, at vi i Danmark fortsat kan bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme effektivt. Og det kan vi med denne aftale.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar