15. november, 2019

SFU’er: Fort Europas næste ofre gemmer sig i den bosniske kulde

Tags:

Del
SFU’er: Fort Europas næste ofre gemmer sig i den bosniske kulde

Af Sofus Malte Rønberg, International Sekretær, SF Ungdom,samt studerende på Freds- og konfliktvidenskab, Lunds Universitet

Op mod 8000 flygtninge og migranter befinder sig i det nordvestlige Bosnien på grænsen til Kroatien og EU. Mange bliver en del af en fast rutine: De begiver sig over bjergene, kommer forbi landminerne, der stadig ligger fra Bosnien-krigen i 90’erne, bliver opdaget på grænsen, bliver tæsket af kroatisk politi og får taget deres ejendele og bliver sendt tilbage over grænsen. Så forsøger de igen: De begiver sig over bjergene, forbi landminerne, bliver opdaget, bliver tæsket og bliver sendt tilbage igen. Og igen. Sådan bliver det ved og ved. Lejrene i det nordvestlige Bosnien er blevet kritiseret af Den Internationale Migrationsorganisation og Human Rights Watch for at være ubeboelige. De advarer om en udviklende humanitær nødsituation ved grænsen mellem Bosnien og Kroatien. Læg dertil at det også snart er vinter. Vi står altså i en situation, hvor mange risikerer at fryse ihjel – Vi står over for en mulig humanitær katastrofe.

Men denne humanitære katastrofe er ikke en naturkatastrofe – det er en politisk katastrofe. Den er forskyldt af politiske beslutninger. Den er en konsekvens af EU’s lukkede grænser – en konsekvens af Fort Europa.

Dette viser, hvordan EU-landene er villige til at opgive alle de fine skåltaler om menneskerettigheder og europæiske værdier, så snart der kommer marginaliserede grupper og banker på vores dør. For når vi skaber Fort Europa, skaber vi måske en sikkerhedsfølelse for os selv, men på andres bekostning: Vores sikkerhed er en sikkerhed på andres bekostning. Når vi lukker os inde, bliver vi en del af et undertrykkelsesapparat, hvor stadigt mere sårbare grupper flygter fra krig og bomber, men mødes af en lukket dør. Ikke nok med at vi lukker os inde, så er vi også parate til at udstationere patruljer ved grænserne, der går direkte imod de menneskerettigheder, som de europæiske politikere ellers er så glade for at skåle over ved festlige lejligheder. Så længe der er bomber og krig at flygte fra, vil der være flygtninge. Det er ikke noget, Fort Europa kan gøre op med – lige meget hvor mange vagter, der står ved grænsen. Man kan negligere problemet men ikke fjerne det.

Kroatisk politivold er bare én af Fort Europas ødelæggende konsekvenser. Flygtningeaftalen med Tyrkiet, der systematisk bryder menneskerettighederne, samarbejdet med den libyske kystvagt, som systematisk torturerer og voldtager flygtninge og migranter, samarbejdet med Algeriet, der sender flygtninge og migranter ud i ørkenen for at lade dem dø. Alle disse er konsekvenser af den politik, der skal gøre europæerne sikre – konsekvenserne af Fort Europa.

Der er brug for politiske løsninger. Her bliver europæiske politikere nødt til at tage sine egne skåltaler om menneskerettigheder seriøst. Politiske løsninger, der hjælper marginaliserede grupper -ikke undertrykker dem yderligere. Derfor er en europæisk fordeling af flygtninge under ordnede forhold helt afgørende for at europæisk politik ikke er en årsag til humanitære katastrofer.

Når flygtninge de næste par måneder kommer til at fryse ihjel i de bosniske skove, sker det ikke på grund af nogen naturkatastrofe. Det sker ikke som følge af et tilfælde. De vil fryse ihjel som følge af politiske beslutninger – beslutninger der er til for vores sikkerhed. Velkommen til Fort Europa.

Sofus Rønberg er international sekretær i SF Ungdom og studerer Freds- og Konfliktvidenskab ved universitetet i Lund.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar