14. november, 2018

Fred i vor tid

Tags: ,

Del
Fred i vor tid

Klokken 11 søndag d. 11/11 ’18 markeredes 100-årsdagen for afslutningen på 1. Verdenskrig.
Den Store Krig. Krigen, der skal gøre en ende på alle krige. Alle navne på en krig af så ufattelige dimensioner og med så vanvittig stort – og meningsløst – tab af menneskeliv. 20 millioner, halvdelen soldater, halvdelen civile. En krig, der styrtede 3 konservative kejsere og en sultan som slog en million mennesker af sin befolkning ihjel. En krig, som blev fødselshjælper på de mest totalitære, frihedsfjendske og umenneskelige styrer: Den russiske kommunisme, den italienske og spanske fascisme og den tyske nazisme. En krig, der var så forfærdelig, at verden forsøgte at love sig selv, at det ikke skulle ske igen. Og som forsøgte at bilde sig selv ind ikke kunne ske igen.

Den britiske premierminister, Neville Chamberlain, kom med den berømte og, set i bakspejlet, tragikomiske bemærkning: ”Fred i vor tid!”, da han ved hjemkomsten fra konferencen med Hitler i München i 1938, i lufthavnen i London viftede med en aftale om at Tyskland ikke ville overskride flere grænser. Den aftale viste sig som bekendt mindre værd end det papir, den var skrevet på.

Verdenskrigen fik en anden halvleg, der kostede dobbelt så mange menneskeliv som den første. Fascismen og nazismen blev knust, men den totalitære kommunisme fik greb om et halvt Europa i et halvt århundrede.

Her, hundrede år efter kanonerne tav efter den første verdenskrig, er det værd at huske på de forsøg, der gjordes på at skabe en verden, hvor krig kunne erstattes af konventioner, især når ledende danske politikere sår tvivl om nødvendigheden af internationale konventioner. Den idealistiske amerikanske præsident Woodrow Wilson lancerede dengang 14 punkter, som fredsaftalen skulle baseres på. Et af principperne, folkenes sevlbestemmelsesret, blev en del af årsagen til folkeafstemningen, der fik Sønderjylland genforenet med Danmark. Et andet punkt var oprettelsen af Folkeforbundet, der skulle være et forum for fredelig konflikthåndtering og mellemfolkeligt samvirke. Desværre blev det svækket, ikke mindst af at Wilsons eget senat afviste at lade USA blive medlem. Man søgte tilbage til isolationismen, der havde rådet indtil man blev trukket ind i verdenskrigen. Folkeforbundet kunne ikke forhindre militær aggression fra de totalitære styrer, særligt i Italien og Tyskland, der lod hånt om ”parlamentarisk palaver” og ”internationalt idioti.”

Efter den sidste verdenskrig stod det klart, at parlamentariske og internationale løsninger, funderet i samarbejde med gensidig gevinst, var den eneste måde at væve nationer så tæt sammen, at krig imellem dem ville være umulig. De Forenede Nationer, FN, blev oprettet som globalt konfliktmæglingsorgan. Frankrig og Tyskland, hvis eksplosive grænse havde forårsaget tre store krige inden for én menneskealder, i de 75 år fra 1870-1871 over 1914-1918 til 1939-1945, skulle knyttes sammen i en kul- og stålunion, der gjorde oprustning mod hinanden så tæt på umulig som muligt. Denne udviklede sig som bekendt til Det Europæiske Fællesskab, der blev til Den Europæiske Union, som har bevaret freden imellem sig siden sin oprettelse. En selvfølgelighed i dag, som af modstandere mødes med hånlig bagatellisering. Men havde de nuværende EU-lande i de foregående 75 år holdt sig på god fod med hinanden, kunne millioner af menneskeliv have været sparet. Det er ingen bagatel.

Og hvorfor er det aktuelt og relevant i dag? Jeg nærer ingen frygt for en ny krig mellem EU-lande. Jeg tror på fred i vor tid. Men jeg tror fuldt og fast på, at freden ikke kan tages for givet. Der findes kræfter, der puster til hadets gløder og som styrker sig ved splittelse fra det europæiske fællesskab, som er resultatet af så dyrekøbte erfaringer. Når der heiles igen i Tyskland og italienske ministre forsvarer deres politik med citater fra fascistiske forgængere, er det et faresignal. Når Ungarn falder tilbage i nationalchauvinisme og Polens regeringsparti med det ironiske navn ”Lov og orden” træder frihedsrettigheder under fode, er det urovækkende.

Forleden løb jeg en morgentur i Washington D. C., hvor jeg var på studietur med mine højskoleelever. Jeg løb forbi monumentet for en af USA’s allerstørste præsidenter, Franklin Delano Roosevelt. Her stod mange af hans dybsindige ord indgraveret, blandt andre: ”Når tyranni og fåmandsvælde præsenteres som den nye orden, er det forkert. Det er ikke nyt og det er ikke orden.”

Det, vi ser med højreekstremismen og –populismen, ikke kun i Europa, er ikke nyt. Og det er så langt fra en orden. Det er en urostiftende politisk piskesmældsbevægelse, der kan skade demokratiet fatalt og gøre en ende på årtiers fredelig fremgang. Desværre er et andet af Roosevelts citater stadig relevant: ”Lad os ikke kun kæmpe for at ende krigen, men for rive krigens rødder op”. Den kamp er ikke vundet – og bliver det måske aldrig, men det væsentlige lige nu er, at det går den gale vej.

Jeg mellemlandede i London og var en del af at Heathrow lufthavn – og velsagtens det meste af Europa – stoppede op og holdt to minutters stilhed. En mellemlanding midt i 100-året for at verden gik fra krig til mellemkrigstid. Jeg kom, som en million udslagsgivende forstærkninger havde gjort det dengang, fra Amerika. Mindehøjtideligheden sås på alle avisers forsider. Det var et vigtigt øjeblik, som jeg er glad for at jeg fik med i et land, der var så voldsomt med i den voldsomme krig. Der blev så andægtigt og stille, der nu kan være i en lufthavn, indtil retræten lød sørgmodigt ud fra horn og højttaler. Mange bar valmue-nålen på tøjet, som minder om markerne i Flandern, hvor hundredtusindvis af briter måtte lade livet.

Marker, jeg en time senere fløj over, og tænkte på, at de nu så passende er opland til hovedsædet for den europæiske union, hvis hovedsigte har været forbrødring mellem de før så stridbare nationer. Vi landede i det Danmark, der måtte holde sig uden for krigen, men alligevel mistede flere danske livet i denne krig end i nogen anden: 5.000 af de 30.000 sønderjyder, der kom i tysk uniform, vendte ikke hjem. Hertil kom frivillige, som min farmors onkel, der meldte sig i allieret tjeneste og faldt. Krigen krævede ufattelige ofre og berørte så mange familier – selv i lande, der ikke officielt deltog i den.

Øjeblikket, vi holder i hævd den ellevte time på den ellevte dag i den måned, minder os om hvor dyrebar – og skrøbelig – freden er. Dem, der affejer argumentet om EU som et fredsprojekt, skylder at forholde sig til historien og svare overbevisende på om det kan ske igen. Og svare på hvorfor en tid med øget populisme og splittelse ikke har brug for et stærkt politisk fællesskab, der overskrider nationalismen. Det har vi, hvis vi skal sikre fred i vor tid.

Indlægget er skrevet af Peter Westermann (f. 1985-). Peter er regionsrådsmedlem i hovedstaden, tidl. MF og næstformand for SF. Peter stiller op til EP-valget i 2019 for SF.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar