7. oktober, 2019

Ja tak til EU – Nej tak til føderalisme

Tags:

Del
Ja tak til EU – Nej tak til føderalisme

Danmark har længe og vil fortsat blive ved med at drage fordel fra vores medlemskab af Den Europæiske Union. Men hvis ikke vi er helt klare i spyttet og siger nej tak, når debatten kommer ind på, at vi skal indtræde i Europas Forende Stater, så ender vi simpelthen med at stagnere Danmark.

Ej heller skal vi hoppe med på vognen, hvis der bliver tale om et Dexit, men i stedet kigge hinanden i øjnene og minde hinanden om den økonomiske gevinst, der er en del af EU’s medlemspakke, i form af handelsaftaler, som i sidste ende kun gør samfundskagen større for os alle.

Fingrene væk fra den danske model

Vi skal blive enige om at drive en stram politik, når det kommer til EU, og vi skal bestemt ikke lade nogen pille ved vores lønninger eller overenskomster, uanset om det er europaparlamentarikere eller folketingspolitikere.

Når en politiker i Danmark lufter ideen om lovgiven mindsteløn, bliver det meget hurtigt skudt til jorden, fordi vi herhjemme har en nær-perfekt synergi mellem arbejdsmarkedets parter, som sikrer økonomisk velstand og personlig velfærd for begge parter.

Hvis man derimod lufter samme idé i Bruxelles, lyder det pludseligt ikke helt så tosset, da det netop ville fungere som sikkerhed for nogle få lande med dårlige vilkår og lave lønninger.

Men vejet op mod hvad det ville betyde for de lande, hvor der er et velfungerende system på plads, er det et kæmpe nederlag.

Arbejdsmarkedets parter kan pludselig ikke længere forhandle løn på samme vis som før, da udgangspunktet er et helt andet, og vi har ikke længere mulighed for at regulere individuelt efter høj- eller lavkonjunktur. For os danskere ville det simpelthen betyde klart lavere livskvalitet.

En politisk kampplads

Når det så er sagt, skal vi huske på, at EU er et talerør, hvori vi kan sprede fornuftig dansk politisk ideologi til resten af verdenen. Ej heller må vi glemme, at en stram europæisk klimapolitik sikrer fremtiden for de kommende generationer.

Vi står klart stærkere sammen, men vi er også individuelle lande med individuelle behov, der alle kræver individuelle løsninger. Vi skal derfor hjælpe hinanden til selvhjælp i stedet for at slå alle over én kam.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar