28. september, 2018

Myndigt euro-nej

Tags: , ,

Del
Myndigt euro-nej

I dag, 28. september, har nej’et ved folkeafstemningen om dansk medlemskab af euroen nået myndighedsalderen: Det er præcis 18 år siden, at 53,2 % af de 87,6 % af de stemmeberettigede danskere stemte nej. Et klart nej med en usædvanligt høj stemmedeltagelse.

Fra i dag er der borgere med stemmeret, der ikke var født dengang. Derfor er der grund til at gentage grundende til at Danmark ikke bør tilslutte sig euroen.

Selv var jeg kun 15 år og havde svært ved at forholde mig til afstemningen. Min politiske interesse var endnu begrænset, og jeg husker kampagnerne som forvirrende. Skræmmebilleder blev optegnet og ”fakta” præsenteret modstridende. Sådan er det jo nok bare med den slags, har jeg siden lært, men det er egentlig synd. Jeg vil derfor, her hvor nej’et har nået skels år og alder, give min analyse. Den er bestemt farvet af min forkærlighed for stærk velfærd, fuld beskæftigelse og demokratisk kontrol med økonomien, men kan forhåbentligt oplyse, måske netop fordi jeg varedeklarerer åbent – modsat eksperter, der påberåber sig at være neutrale.

En af de største autoriteter i den politisk-økonomiske debat herhjemme er Det Økonomiske Råd. Hvad konkluderede de dengang i år 2000? De konkluderede forsigtigt, ”at gevinsterne ved dansk medlemskab af ØMU måtte anses for at være små og usikre”. Det mener jeg, at historien har givet dem ret i: Euroen har gennemgået flere kriser siden den danske folkeafstemning.
I 2003/2004 var det Tyskland og Frankrig, der pludselig ikke levede op til kravene om underskud, hvilket ikke fik konsekvenser for dem. Faktisk er det første gang i ti år, at Frankrig lever op til kravet om højst at have et underskud på 3 % af BNP. De sydeuropæiske lande, der efter finanskrisen kom i alvorligt økonomisk uføre, mærkede omvendt meget store konsekvenser. Portugal, Italien og Grækenland så deres økonomiske politik blive overtaget af eurozonens trojka-teknokrater. Spanien har også oplevet noget lignende.

Disse lande har lidt under tårnhøj arbejdsløshed – over 20 procent for flere af dem, og ungdomsarbejdsløshed på over 50 %. Problemerne blev forstærket af finanskrisen, der skyldtes privat spekulation – især fra USA-baserede globale investeringsbanker – og privat gældsætning, ikke offentligt overforbrug. Problemerne skyldes imidlertid ikke udelukkende finanskrisen: Euroens politisk-økonomiske konstruktion har lagt grunden for en økonomisk skævvridning af eurozonen.
Når valutakursen er fast og budgetunderskud og inflation skal bekæmpes uanset omkostningerne, er der kun ét sted, et økonomisk tryk kan sætte sig: I arbejdsløshed. Den rammer altid skævt: Dem, der har de sikre stillinger og kapital på kistebunden klarer sig, og er endda forsikret mod at kapitalen udhules af inflation. Dem, der er afhængige af job, der pludselig forsvinder, betaler prisen – og det samme gør de offentlige kasser, når de må hjælpe dem. Derfor har centrum-venstre sværget til en politik, der bekæmper arbejdsløshed først og fremmest – fordi det er det mest retfærdige, men også det mest økonomisk ansvarlige. Hvis man da ikke definerer ansvarlighed som kapitalejernes interesser.

Problemerne med offentlig gæld er forstærket af euroen, men i stedet for at tillade en aktiv, ekspansiv, krisepolitik, der tager fat på årsagerne til gælden – nemlig arbejdsløshed – dikterer eurozonen sparekrav. Dermed fastholdes de uheldige lande i en ond spiral, for nedskæringerne øger arbejdsløsheden.

Euroen forværrer de svageste eurolandes konkurrenceevne over for de stærkeste eurolande ved at fastlåse deres valutakurser til et niveau, der ikke afspejler deres økonomiske svaghed og ikke giver dem den eksportfordel, som en lavere kurs indebærer. Dermed forringes deres konkurrenceevne, særligt over for stærke eurolande, ikke mindst Tyskland. Euroens meget konservative økonomiske politik er altså en af de centrale årsager til at svage eurolandes økonomiske problemer vokser og at kriser forlænges. Paradokset er, at eurozonens diktat til disse lande er at skrue op for den konservative sparepolitik.

Det indvendes tit, at Danmark jo følger en fastkurspolitik og har tilsluttet sig ØMU’ens 1. og 2. fase, såvel som finanspagten. Dermed er den danske pengepolitik – og til dels også den bredere økonomiske politik – bundet så stramt til euroen, at vi lige så godt kunne ”sidde med ved bordet”. At vi har en ”norsk model”, hvor vi følger politikken uden at have indflydelse på den.
For det første er Danmark ikke bundet så tæt, at vi ikke kunne vælge at gøre noget andet. Og for det andet er det kun interessant at sidde med ved et bord, hvis man har noget at skulle have sagt. I eurozonen er det stort set kun Tyskland, der bestemmer. Til tider i en akse mellem Paris og Berlin, men centrum af denne akse findes i Frankfurt.

Det Økonomiske Råd havde ret i, at det ikke var givet, at euroen ville være en god forretning for Danmark. Dels skulle vi hæfte for sydeuropæiske underskud, der især skyldes de ubalancer, som euroen skaber. Og dels er kronen siden finanskrisen blevet opfattet som en mere sikker havn for valutaspekulanter. Derfor har Nationalbanken brugt store summer på at holde kronekursen nede ved at sænke renten – endda til under 0. Den danske rente har siden afstemningen nærmest permanent været lavere end eurolandenes gennemsnit. Hvor fastkurspolitikken over for D-marken blev introduceret for at trække den danske krone op og sikre den mod spekulation, bruger vi nu ressourcer på at sænke kronen, fordi spekulanter strømmer til.

I stedet for den norske model, kunne en svensk model, med flydende valutakurs, måske have været en bedre forretning, i al fald det seneste årti. Sverige har i al fald klaret sig bedre gennem krisen end Danmark – også fordi den svenske krone kunne falde lidt. Jeg siger ikke, at vi skal kappe båndet til euroen, men at vi skal holde fast i at det må være en politisk-økonomisk analyse, der ligger til grund, og ikke bare et ureflekteret fastkursdogme..

Flydende valutakurser kritiseres ofte – og ofte med rette – for at være usolidarisk, fordi de lægger pres på samhandelspartnerne, når man sænker sin kurs og derved forbedrer eksportevne og betalingsbalance. Et modspørgsmål kunne lyde: Hvor er solidariteten i at binde svage lande til en politik, der kun gavner de stærke?

En anden rimelig indvending er, at det er lidt nationalegoistisk at betragte spørgsmål om europæisk solidaritet ud fra hvor god en forretning, det er for os. Jeg er tilhænger af et stærkt EU, men kun som et middel til at sikre gode liv med godt arbejde og stærk velfærd på et grønt kontinent. Her er euroen ikke løsningen. Kunne man genforhandle den traktatfæstede konservative politik, kunne euroen måske blive en fordel for EU – og Danmark. Så længe det ikke synes muligt, skal Danmark holde sig ude – og den danske venstrefløj fastholde den politiske kritik af euroens praktiske udformning, men ikke princippet om en fælles valuta.

En overvejelse, som jeg og Lisbeth Bech Poulsen, SF’s finansordfører, har med i vores nye bog, Oprør for Fremtiden, kunne være, om ikke et nordisk valutasamarbejde kunne være en idé. Det er ude af boksen og langt ude i fremtiden, men en tanke værd. Vores økonomier og samfundsmodeller er meget ens. Det vil selvfølgelig skulle udformes med respekt for Danmark, Sverige og Finlands EU-medlemskaber, men det kunne nok lade sig gøre.

Mit vigtigste ærinde med dette skriv har været at holde liv i den politisk-økonomiske diskussion på et ideologisk og analytisk grundlag. Den bør alle myndige borgere forholde sig til – også selvom de er født efter euro-afstemningen.

Peter Westermann (f. 1985-) er regionsrådsmedlem i hovedstaden, tidl. MF og næstformand for SF. Peter stiller op til EP-valget for SF.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar