NATO er intet forsvar for forsvarsforbeholdet



Del
NATO er intet forsvar for forsvarsforbeholdet

I slutningen af sidste måned besøgte den Franske Præsident, Emmanuel Macron, Danmark. Der var mange pæne ord med på vejen og han appellerede særligt til de yngre generationer med et budskab om internationalt sammenhold og solidaritet, hvis vi skal løse de problemer vores forældre efterlader, f. eks på klimaområdet. Heldigvis er Danmark sit ansvar bevidst på næsten alle områder internationalt og det skal vi være stolte af, men på særligt ét område halter vi bagefter og det skyldes vores forsvarsforbehold fra 1993.

Forbeholdet har indtil nu mest haft den konsekvens at vi ikke kunne bidrage til bekæmpelse af pirateri gennem EU-samarbejdet, men med ustabilitet omkring det transatlantiske forhold i vest og et aggressivt Rusland i øst, taler flere stærke stemmer om mulighederne i et mere integreret europæisk forsvar. I 2018 har EU så lanceret PESCO-samarbejdet, som er præcis dét flere lande har efterspurgt – fælles indkøb af materiel, harmoniserede krav til udstyr, udveksling og samtænkning af forskning og koordinering af humanitære missioner. Alt sammen noget, Danmark står udenfor.

Det er en skam, både fordi Danmark har meget at bidrage med, men også fordi vi her bryder med vores stolte tradition om at tage aktivt ansvar for vores fælles verden, i et forsøg på at gøre den mere sikker og tryg. Et argument der florerer i debatten, handler typisk om at EU ikke har behov for en forsvarspolitisk dimension, da vi allerede har NATO til den opgave.

Der skal ikke herske nogen tvivl – NATO udgør et grundlæggende element i dansk forsvarspolitik, og det samarbejde vi har med USA skal både styrkes indholdsmæssigt og opprioteres politisk – f.eks. ved at øge forsvarsbudgettet, så vi kommer tættere på de famøse 2%. Det skal dog understreges at der ikke er tale om et valg mellem enten NATO eller EU – tværtimod så styrker tilvalget af EU-samarbejdet også vores position i NATO og giver bedre muligheder for at engagere sig begge steder.

Hertil kommer at Europa skal kunne beskytte sig selv, både af hensyn til vores egen sikkerhed, men også fordi det ærligt talt ikke er værdigt at nasse på Amerikanerne til evig tid. Læg dertil alle de fremtidige opgaver, som EU- samarbejdet skal løse udenfor NATO, hvor Danmark naturligvis skal spille en rolle. Hvad end forholdet mellem USA og EU bliver bedre eller værre i fremtiden er her irrelevant. Hvis man skal finde noget positivt ved Præsident Trumps tid i det hvide hus, må det derfor være den tydelighed, det har skabt omkring nødvendigheden af at Europa kan løfte sit eget forsvar. Lad os derfor tage Macrons opfordring til os og engagere os mere – også på forsvarsområdet. Vi kan passende starte med af afskaffe forsvarsforbeholdet.

Indlægget er skrevet af Casper Pedersen, kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2019 for Venstre