19. december, 2016

Nej-siden har gamblet med danskernes sikkerhed

Tags: , ,

Del
Nej-siden har gamblet med danskernes sikkerhed

Nej-siden kan ånde lettet op nu, hvor regeringens hårde arbejde har båret frugt, og der ligger en skitseret aftale om Danmark og Europol fra Kommissionen. Nej-siden svor, lovede og garanterede danskerne, at man sagtens ville kunne få en parallelaftale om Europol, selv hvis danskerne stemte nej til retsforholdet, hvilket de som bekendt gjorde den 3. december sidste år. Det viste sig at blive langt sværere, end hvad nej-siden havde lovet – ja-sidens advarsler til trods. Nu står vi så med en skitseret aftale, der efter de flestes vurdering ikke er optimal, men dog brugbar på den korte bane.

Af Jan E. Jørgensen (V) EU ordfører

Det kan ikke komme som nogen overraskelse – end ikke for Folkebevægelsen mod EU – at Danmark på en række punkter ikke vil have samme tilknytning til Europol som de fuldbyrdede medlemsstater. Det gælder bl.a. den direkte søgeadgang til Europols databaser. Kommissionen har foreslået en ordning med en mellemmand, som skal foretage søgninger i databaserne på vegne af det danske politi. Det svarer billedlig talt til at søge efter noget i Google, men i stedet for at søge direkte i browseren, ringer man til en medarbejder i Google. Ifølge Rigspolitiets vurdering vil denne ordning inden for en nær fremtid medføre en væsentlig forringelse af dansk politis mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

Politiet overdriver og EU lyver
Da Rinja Ronja Kari og undertegnede sammen gæstede Debatten fornylig, kom det frem, at Rinja Ronja mente, at politiets kritik af aftalen var overdreven. Hvordan hun kan gøre sig til dommer herover, ved jeg virkelig ikke. Men jeg finder hendes udtalelser bekymrende. Derudover forsøger Rinja Ronja ihærdigt at fremstille aftaleresultatet som EU’s straf over Danmark. Det er lodret forkert, og det er bestemt ikke sådan klaveret spiller i EU. Kommissionen har været yderst samarbejdsvillig, og som jeg også sagde i Debatten, kan vi altså ikke klandre EU for, at Danmark vælger at kravle op ad nedløbsrøret og ind gennem vinduet, i stedet for at benytte fordøren.

Selvom EU-Kommissionen ønsker, at Danmark skal forblive i politisamarbejdet, gør man det samtidig klart, at der ikke kan laves særregler for Danmark, hver eneste gang vi finder det belejligt. Det er tilsyneladende endnu ikke gået op for Rinja Ronja og for resten af nej-siden.

Regeringen har siden folkeafstemningen kæmpet for at få en så god aftale om Europol som overhovedet muligt. Men det står krystalklart for enhver, at den skitserede aftale ikke stemmer overens med den garanti, som nej-siden stillede før valget. Vi havde muligheden for en tilvalgsordning, men den mulighed blev som bekendt skyllet ud med badevandet af nej-sigernes propaganda.

Landets statsminister sidder i skrivende stund i Bruxelles for at forhandle en særaftale om Europol på plads. Vores nuværende medlemskab udløber til maj 2017, og tiden er derfor knap. Statsministeren presser på for at få aftalen igennem lov-møllen hurtigst muligt, og arbejder ligeledes hårdt for opbakning af aftalen i Europaparlamentet.

Personligt kan jeg ikke undgå at blive en anelse provokeret, når nej-siden fører sig frem på vegne af regeringens hårde arbejde. For det har langt fra været givet, at vi ville få en aftale. Havde regeringen ikke taget danskernes sikkerhed alvorligt, ville nej-siden være blevet afsløret i deres bluffnummer om det danske retsforbehold og deres gambling med danskernes sikkerhed.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar