Nordmænd kan skabe vækst i Vandkantsdanmark



Del
Nordmænd kan skabe vækst i Vandkantsdanmark

På det netop overståede radikale landsmøde blev det officiel radikal politik at arbejde for at afskaffe det femte EU-forbehold. Feriebolig-forbeholdet, som også er kendt som sommerhusreglen, er den sær-regel, som forbyder udenlandske statsborgere at købe sommerhus i Danmark. Den har været med os siden vores indtræden i EU for ca. 45 år siden og er nok begrundet i lige dele emotionel og historisk betinget frygt for en (ny) tysk invasion og så en mere økonomisk betinget bekymring for om en stigende efterspørgsel vil medføre prisstigninger, der vil vanskeliggøre sommerhusdrømmen for en almindelig dansk LO-familie.

Her i 2018 har situationen ændret sig en hel del. Massevis af danskere har købt sommerhus i andre og mere solrige EU-lande, herunder Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, som paradoksalt nok er en af de argeste modstandere af at give andre EU-borgere samme mulighed i Danmark.

Danmark er et Europas suverænt dyreste lande. Det betyder, at danskerne – høj som lav – i stor stil kan valfarte til f.eks. Middelhavet, hvor man som familie både kan flyve, bo og spise til en pris, som er absolut konkurrencedygtig med prisen på en uges ferie i Danmark med tilhørende tur i Tivoli, sommerland eller hvad der end måtte friste. Sommerhuset er således ikke længere den typiske LO-families eneste eller primære mulighed for at få sand mellem tæerne i ferien, som det nok var tilfældet for mange, da reglen blev indskrevet i Danmarks medlemskabs af EF og en flybillet kostede en månedsløn.

Den samme udvikling gør sig gældende i Tyskland, og frygten for en massiv invasion sydfra er derfor overdrevet og spiller på historiske fordomme. De fleste af dem der lever i og af Vandkantsdanmark vil i øvrigt hellere have flere købestærke tyske turister end færre!

I den ofte lidt skingre EU-debat bliver der sjældent plads til at se nøgternt på fordelene ved at ophæve sommerhus-reglen. I debatten om vækst i Vandkantsdanmark er det overraskende få stemmer, som påpeger den positive effekt, som en ophævelse vil have, når de nye ejere begynder at efterspørge danske håndværkere, købe ind i danske butikker og i øvrigt nyde de mange tilbud, som Turistdanmark har at byde på. Når de nye udenlandske ejere samtidig begynder at låne og leje deres nye og nyistandsatte danske sommerhuse ud til både venner, netværk og via diverse online-platforme som airbnb, så åbner der sig en helt ny og bredere købestærk kundekreds, som kan blive helt udslagsgivende for de mindre lokalsamfund. Det handler om både faglærte og ufaglærte jobs, det handler om praktik-, elev- og lærlingepladser og det handler om liv i lokalsamfundene, hvor de ekstra euro eller kroner i omsætning kan være udslagsgivende for, om den lokale nærbutik, restaurant eller forretning overlever.

Måske modstanden ville være mindre, hvis det stod klart for flere danskere, at ’invasionen’ af kapitalstærke nye sommerhusejere, med stor fidus til det danske sommervejr og tilhørende pris- og afgiftsniveau, formentlig især ville komme fra vores broderland Norge, som i parentes bemærket ikke er medlem af EU.

Nordmændene er nemlig de eneste i hele verden, som synes at Danmark er både billigt, varmt og venligtsindet.

Af David Munis Zepernick, radikal Europa-Parlamentskandidat