Nu har Storbritannien forladt EU: Sådan blev Brexit en realitet

Af Mads Hvidbjerg, AOF’s EU-oplysning

Da klokken slog 23.00 britisk tid den 31. januar, var Brexit langt om længe en realitet. Den 1. februar vågnede europæerne til et forandret Europa.

Storbritanniens farvel til EU-samarbejdet kommer uden tvivl til at skrive sig ind i verdenshistorien.

Brexit er historien om en folkeafstemning, der delte et folk i to: Et snævert flertal og et stort mindretal, der lige siden har indtaget gaderne i London på skift for at demonstrere mod hinanden.

Vi kommer uden tvivl til at tale om Brexit mange år frem i tiden. Snart begynder forhandlingerne om en ny handelsaftale mellem EU og Storbritannien, og vi har stadig til gode at se de økonomiske og sociale konsekvenser af beslutningen. Derfor er den 31. januar også kun et foreløbigt punktum – eller snarere et komma – i føljetonen om Brexit.

Her får du en tidslinje over de vigtigste begivenheder i det fire år lange forløb.

2016

23. juni 2016

Storbritannien går til stemmeurnerne for at stemme om fortsat deltagelse i det europæiske samarbejde. Afstemningen har været længe undervejs, og i 2015 måtte den siddende konservative premierminister, David Cameron, give efter for presset og påbegynde det forberedende arbejde til en folkeafstemning.

Mere end 33 millioner briter deltager i valget, der ender med et smalt ”Leave”. Da stemmerne er talt op, har 51,9 % af vælgerne stemt for, at Storbritannien skal forlade Den Europæiske Union. 48,1 % stemte ”Remain”.

24. juni 2016

Dagen efter folkeafstemningen må David Cameron gå til dronningen på Buckingham Palace for at meddele sin tilbagetræden som premierminister. Dermed skal der vælges ny formand for Det Konservative Parti. Den 11. juli står det klart, at den tidligere indenrigsminister Theresa May har vundet formandsvalget.

13. juli 2016

Theresa May danner som ny formand for Det Konservative Parti en ny regering i Storbritannien. Hun udpeger partifællen David Davis som ”Secretary of State for Exiting the European Union”.

27. juli 2016

EU-systemet udpeger franskmanden Michel Barnier som chefforhandler på vegne af unionen i de kommende forhandlinger med Storbritannien.

2017

29. marts 2017

Den britiske premierminister Theresa May sender et brev til EU-præsident Donald Tusk, hvori hun meddeler Storbritanniens ønske om at forlade unionen. Dermed aktiverer hun formelt artikel 50 i Traktaten om Den Europæiske Union. Dermed begynder en overgangsperiode på to år, hvor Storbritannien og EU skal forhandle vilkårene for Brexit.

8. april 2017

I håbet om et styrket mandat forud for Brexit-forhandlingerne udskriver Theresa May valg med parlamentets velsignelse. Valget skal afholdes den 8. juni, og Labour går til valg under sloganet ”Let’s Make June the End of May”.

8. juni 2017

Der afholdes valg i Storbritannien. Theresa May, der havde håbet på et styrket mandat, går voldsomt svækket ud af valget. Det Konservative Parti mister sit absolutte flertal i Underhuset, men lykkes med at danne en mindretalsregering med det nordirske unionistparti DUP som støtte.

19. juni 2017

Forhandlingerne mellem Storbritannien og EU begynder formelt.

2018

Juli 2018

Der udbryder krise i den britiske regering. Udenrigsminister Boris Johnson nedlægger sit embede, mens også Brexitminister David Davis indleverer sin afskedsbegæring til premierministeren. Partifællen Dominic Raab overtager Brexitforhandlingerne.

14. november 2018

Den første skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU er forhandlet på plads og tiltrædes få uger senere af stats- og regeringscheferne fra de 27 øvrige medlemsstater. Dagen efter færdiggørelsen af skilsmisseaftalen trækker Dominic Raab sig fra posten som Brexitminister.

2019

15. januar 2019

Første afstemning om Theresa Mays Brexitaftale holdes i det britiske underhus. Aftalen bliver forkastet med 432 stemmer imod og bare 202 stemmer for. Premierministeren må se i øjnene, at der også i hendes eget parti er enorm modvilje mod aftalen.

12. marts 2019

Underhuset stemmer på ny om Brexitaftalen. Igen bliver det et stort nederlag for Theresa May, der må se aftale forkastet med stemmerne 391-242 i modstandernes favør.

20. marts 2019

Første udsættelse: Theresa May beder Det Europæiske Råd om at få forlænget Artikel 50-deadlinen på to år til den 30. juni, da hun endnu ikke har fået vedtaget en aftale i Underhuset. Dagen efter bliver Rådet enige om at tilbyde Storbritannien en forlængelse til den 22. maj.

29. marts 2019

Her skulle Storbritannien egentlig have forladt EU ifølge traktatens artikel 50. Theresa May lider igen et svidende nederlag i parlamentet, da hun taber en afstemning om aftalen og den tilhørende politiske deklaration med 344 stemmer imod sig.

10. april 2019

Anden udsættelse: Det Europæiske Råd forlænger udtrædelsesfristen til den 31. oktober og kræver, at Storbritannien deltager i Europarlamentsvalget i maj, hvis ikke Storbritannien er ude af unionen senest den 1. juni 2019.

23. maj 2019

Der afholdes valg til Europaparlamentet i Storbritannien. Nigel Farages nystiftede parti, The Brexit Party, bliver det klart største parti med 30,5 % af stemmerne. Næststørste parti bliver Liberaldemokraterne, der modtager 19,6 % af stemmerne på valgløftet om at aflyse Brexit fuldstændigt.

Labour og Det Konservative Parti får begge katastrofevalg. Premierministerens parti reduceres til det blot femtestørste parti i Europaparlamentet med blot 4 ud af Storbritanniens 73 sæder.

24. maj 2019

Theresa May trækker sig som formand for Det Konservative Parti og som premierminister efter flere tabte afstemninger i Underhuset og et katastrofalt Europaparlamentsvalg. Hun forbliver dog premierminister, til der er fundet en ny.

24. juli 2019

Efter at have vundet formandsvalget i Det Konservative Parti danner den tidligere London-borgmester og hardcore ’brexiteer’ Boris Johnson regering med sig selv som premierminister.

28. juli 2019

Boris Johnson taler offentligt om sin plan om at afbryde (”prorogue”) parlamentets arbejde for at begrænse Underhusets muligheder for at bremse Brexit.

4. og 9. september 2019

To gange forsøger premierminister Boris Johnson at få parlamentets accept til at udskrive valg – forgæves. Labour står i målingerne til en gedigen vælgerlussing, og de socialdemokratiske parlamentsmedlemmer stemmer blankt.

Den hidtidige ”speaker” i Underhuset, John Bercow, offentliggør, at han vil træde tilbage senest den 31. oktober.

Den 9. september bliver parlamentets arbejde afbrudt, da Boris Johnsons midlertidige opløsning af Underhuset træder i kraft.

24. september 2019

Den britiske højesteret afgør, at det var ulovligt og ugyldigt, da Boris Johnson tidligere på måneden sendte parlamentet hjem. Dagen efter samles parlamentet igen.

17. oktober 2019

EU og den britiske regering enes om en ny skilsmisseaftale, hvor det omdiskuterede ”backstop” for Nordirland er skiftet ud med en mere spiselig løsning.

19. oktober 2019

Det er planlagt, at Boris Johnsons Brexitaftale skal forelægges Underhuset til afstemning. Men et ændringsforslag vedtages med stemmerne 322-306, og premierministeren bliver derfor presset til at bede Det Europæiske Råd om endnu en udsættelse af udtrædelsesdagen – denne gang til den 31. januar 2020.

Boris Johnson sender herefter to breve til EU. I det første brev til Donald Tusk beder han om udsættelse, som han er forpligtet til efter ændringsforslaget. Han nægter dog at underskrive brevet, og sender samtidigt et andet brev til Det Europæiske Råd, hvori han anbefaler dem ikke at følge forslaget i det første brev. Det andet brev underskrives ikke med ”Prime Minister of the United Kingdom”, men blot som Boris Johnson.

28. oktober 2019

Tredje udsættelse: Det Europæiske Råd udskyder Brexit-datoen til 31. januar 2020.

29. oktober 2019

Det britiske Underhus godkender et nyt forslag fra regeringen om at opløse parlamentet og udskrive valg. Valgdatoen fastsættes til 12. december. Den 6. november opløses Underhuset.

12. december 2019

Der afholdes parlamentsvalg i Storbritannien.

Valget bliver en storsejr for Boris Johnson og Det Konservative Parti, der vinder et massivt absolut flertal i parlamentet. De Konservative kan efter valget mønstre en fremgang på 48 mandater til i alt 365.  Labour mister 60 mandater og får historisk ringe 202. Det dårligste mandattal siden 1935.

Det britiske Underhus har 650 sæder, og det kræver altså 326 pladser at få absolut flertal. Valgresultatet kan ses herunder:

20. december 2019

The Ayes have it: Boris Johnsons skilsmisseaftale vedtages i parlamentet med stemmerne 358 mod 234. Storbritannien er nu klar til at forlade EU den 31. januar.

2020

24. januar 2020

Boris Johnson, Ursula von der Leyen og Charles Michel underskriver udtrædelseserklæringen.

31. januar 2020

Storbritannien forlader Den Europæiske Union klokken 23.00 britisk tid.

Brexit markeres flere steder i Storbritannien. Premierminister Boris Johnson holder en tale til nationen. På flere statslige bygninger kan man opleve et lysshow, samt et ur, der tæller ned til det endelige Brexit. Der er desuden blevet produceret en serie af erindringsmønter med teksten ”fred, velstand og venskab mellem alle nationer”. Mønterne var oprindeligt produceret til den 31. oktober, men måtte smeltes om, da Brexit igen blev udskudt.