5. november, 2018

Og retfærdighed for alle

Tags: ,

Del
Og retfærdighed for alle

Manassas, Virginia 4. november 2018.

Vi er på dyrskuepladsen. Et par hundrede spændte mennesker står i en af hallerne, der er åbne i begge ender og med betongulv. Jeg går ud for at få en kop kaffe. Mens jeg venter på den kommer en middelhøj, midaldrende mand i en grå fleecetrøje hen til os. Han giver et hjerteligt håndtryk og takker de tre bag disken. Mig klapper han på skulderen, jeg siger hej, og han fortsætter forbi for at gå ind i toiletbarakken. Manden kunne have været en af verdens mægtigste. Han er Tim Kaine, Hillary Clintons vicepræsidentkandidat ved valget i 2016. Nu på genvalg som senator.

Jeg er taget til Virginia for at hjælpe Demokraterne med at genvinde magten ved dette midtvejsvalg, gerne i Senatet, men det bliver svært, primært fordi langt de fleste mandater, der er i spil i år, hvor 34 af de 100 medlemmer skal genvælges, er Demokrater. Der er derfor en del mere at miste end at vinde. Bedre ser det ud til valget til Repræsentanternes Hus, hvor et demokratisk flertal ser ud til at være på vej – forhåbentligt stort nok til at bremse og kontrollere Trump-regeringen. Det er især dette valg, jeg kaster mine kræfter ind i. For Vangie Williams, en sej sort kvinde i 40erne – mor til seks døtre og ruineret på grund af enorme behandlingsudgifter til den enes alvorlige lungesygdom. Nu kæmper hun for sygesikring til alle. Hun er en af de – i amerikansk politik – yngre kvinder, der har en chance for at blive vinde et sæde i kongressen – fra en ældre hvid konservativ mand. Et pink islæt i den store blå bølge, som Demokraternes forventede fremgang kaldes.

Jeg kører hele dagen en minibus fuld af unge aktivister rundt, så de kan stemme dørklokker og oplyse om det forestående valg. Lidt om vores kandidat, men mest om hvor og hvornår man kan stemme – hvilket overraskende mange ikke ved. Vi banker kun på hos dem, der har registreret sig for at stemme – og dermed har muligheden. Allerede her er mange siet fra. Når vi er i lejlighedskomplekserne hvor dem med de færreste ressourcer bor, overvejende sorte medborgere, er der længere mellem de registrerede vælgere end når vi kører rundt i de pæne, hvide villakvarterer. Men det nytter. Efter hver tur kan de begejstrede unge fortælle om successer. En vælger, der ikke vidste, at valget var tirsdag. En anden, der ikke vidste hvor det var. En tredje, der ville stemme, men ikke havde afgjort på hvem, før vi kom. Oplevelser, der lyser op som de små stjerner på vores klistermærker, hvor der står ”hver stemme tæller”.

Det er også Vangies hovedbudskab: Alle skal høres i Washington. Hun vil arbejde for den jævne mand og kvinde, ikke for store pengeinteresser, som sin modstander ”Rubber Stamp Rob” – Rob Wittman, et ”gummistempel” for de magtfuldes særinteresser, som Vangie siger om ham i et angreb, der virker lidt hårdt for en dansker, men er i den milde ende herovre. Og langt mildere end de mere og mere forskruede løgne og beskyldninger, landets præsident slynger efter halvdelen af landets politiske spektrum. Her opdeler man nationen mellem sig, i stedet for at dele den mellem sig.

Da aftenen på dyrskuepladsen når sit højdepunkt, og kameraerne bag os kommer i bevægelse, er denne polarisering i fokus. Tim Kaine har taget scenen efter en håndfuld taler fra andre demokratiske topfigurer i Virginia; fire af statens elleve kandidater til Repræsentanternes Hus samt en tidligere guvernør. Den nuværende mødte nogle af os til et møde om eftermiddagen. Kaine tager udgangspunkt i forskellen mellem ham og hans republikanske modkandidat, Corey Stewart, som medierne forståeligt har døbt mini-Trump på baggrund af hans yderligtgående standpunkter, særligt når det gælder udlændinge, som han i flæng kalder terrorister. ”Tag Virginia tilbage!”, lyder Stewarts slogan. Kaine spørger med lige dele indignation og humor: ”Fra hvem? Til hvem? Og hvor langt tilbage? Det her valg handler ikke så meget om hvem af os kandidater, der bliver valgt, men hvilket land, vi vil være.” Kaine vil ikke tilbage til en tid med institutionaliseret racisme og et fravær af retfærdighed og velfærd. Han vil fremad, mod ”Et Virginia, der virker for alle”. Han uddyber sit motto: ”For hvis det ikke virker for alle, virker det ikke.” Og her begynder en tour de force i amerikansk politisk historie, fra forfatningen over borgerkrigen til Virginias – og Sydens – bevægelse ind i det 20. århundrede, som desværre politisk først fandt sted, da der kun var et kvart århundrede tilbage af det. Det hele aktualiseres af højrefløjens tiltagende ekstremisme. Til Stewarts valgmøder er det almindeligt, at der er folk med sydstatsflag. Der holdes demonstrationer under hagekors på den yderste højrefløj – demonstrationer som den berømte i Charlottesville, der ofte tager historien, og kampen om sydstatsmonumenter som gidsel: ”For når de råber nazi-slagord, handler det ikke om vores kulturarv og statuer, men om had og splittelse.”

Kaine vil den anden vej. Han vil et fællesskab, båret af kærlighed og retfærdighed. ”Det er dét, der er på stemmesedlen på tirsdag!” Andre emner på stemmesedlen er anstændigt arbejde, uddannelse og praktikpladser, en indvandringsreform med en positiv tilgang. Fair løn og et skattesystem, der ikke behandler de store selskaber bedre end almindelige folk. ”Vi er partiet for alle – de er partiet for de få”, konkluderer han, og fortsætter med at fastslå, at Demokraterne vil bekæmpe klimaforandring i stedet for at se det som et kinesisk fupnummer.

Salen er fired up, som vi aktivister sagde, at vi var i Obamas valgkamp i 2008. Alle hujer og klapper, vifter med skilte og tommelfingre og kommer med tilråb. Kaine har bygget retorisk stærkt op til sidste salve: ”Når vi sværger troskab til flaget, siger vi ”Og retfærdighed for alle. De to sidste ord er afgørende!”

Det samme er valget. Afgørende for hvilken retning, den amerikanske union udvikler sig – og for dens bidrag til verden. Hvis den højrenationalistiske bevægelse, der har kidnappet Det Republikanske Parti – og Amerika. Samme bevægelse, som har været på fremmarch i Europa – og taget magten i Italien, Polen og Ungarn og vist sig som en skræmmende stor politisk faktor i resten af kontinentet de seneste år. Mit håb er, at et bolværk af brede masser i befolkningen rejser sig til forsvar for de demokratiske frihedsrettigheder og sociale fremskridt, der nu er under angreb. Strategien må være offensiv – at rette opmærksomheden fremad mod de fremskridt, vi kan skabe og ikke tilbage mod en idylliseret idealforestilling om et konfliktfrit og lige samfund, der aldrig har eksisteret i virkeligheden.

Jeg melder mig med stor gejst under banneret ”Og retfærdighed for alle”. Samme ord, som heavybandet Metallica gav et af deres store album omkring dengang jeg blev født. Et band, hvor en dansker også spiller med. Det føler jeg mig berettiget til at gøre her. Ikke så meget fordi min bedstemors onkel gav sit liv for Uncle Sam i 1. Verdenskrig for præcis 100 år siden, men mere fordi, jeg indånder den samme luft, udsættes for samme klimaforandringer, har brug for den samme internationale sikkerhed og slutter op om den samme store demokratiske idé. For som en anden Sam, ham fra Ringenes Herre udtrykker det: “Der er noget godt i denne verden, hr. Frodo, og det er værd at kæmpe for.” Og som en anden hobbit, Merry, siger: ”Du er en del af denne verden, er du ikke?”

Indlægget er skrevet af Peter Westermann (f. 1985-). Peter er regionsrådsmedlem i hovedstaden, tidl. MF og næstformand for SF. Peter stiller op til EP-valget i 2019 for SF.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar