23. januar, 2019

Regeringens sjusk og EU-nøl truer den danske velfærd

Tags:

Del
Regeringens sjusk og EU-nøl truer den danske velfærd

(Denne blog er skrevet sammen med Verner Sand Kirk – FT-kandidat i Københavns Storkreds).

Det danske dagpengesystem og vores velfærdssystem er truet på 2 fronter. Senest med opholdskravet har regeringen og Dansk Folkeparti skåret endnu en skive af dagpengesystemet. Selvom det lykkedes at presse dem til at moderere opholdskravet fra forslaget om 7 år inden for 8 år til 7 år inden for 12 år, er det stadig en urimelig stramning, som der ikke er nogen fornuftig argumentation for. Samtidig er vores dagpengesystem sat under pres af et flertal i EU parlamentet, som vil give mulighed for, at EU borgere kan opnå dagpengeret i Danmark efter blot en dags arbejde, og at de derefter kan tage den fulde dagpengeydelse med tilbage til hjemlandet i 6 måneder.

Regeringen og alle andre i Danmark er imod disse lempelser. Men en væsentlig grund til, at udfordringen for det danske dagpengesystem er gået hen og blevet alvorlig, er at regeringen ikke tog sagen op i tide. Problematikken har været velkendt i årevis. Ja, Venstre førte selv folketingsvalgkamp på sagen tilbage i 2015. Alligevel har den Venstre-ledede regering absolut intet opnået i Ministerrådet i over 3 år. Man har ikke kendt sin besøgelsestid. Man har ikke lagt tilstrækkeligt politisk vægt bag forsvaret af den danske dagpengemodel. Og regeringens indsat i Europa-Parlamentet er endnu værre. Lars Løkke Rasmussen var 1266 dage om at tage spørgsmålet om retten til danske dagpenge op i Europa-Parlamentet, selvom det allerede fra starten af var tydeligt, at i hvilken retning debatten gik. Det virker som om, at liberale Lars Løkke Rasmussen havde det fint med, at markedshensyn vejede tungest. Da Lars Løkke endelig tog sagen op, var det alt for sent til at kunne nå at ændre debattens retning.

Trygheden skal styrkes – mens vi kan
Med god grund kigger især europæiske lande til Danmark, og i mange EU-lande foregår der en debat om at forsøge at ændre deres arbejdsmarked med inspiration efter den danske model.

I dag er den gode grund dog mest i selve princippet om den såkaldte Flexicurity-model. For de, der bor her i Danmark og kan blive gjort arbejdsløse fra den ene dag til den anden, er systemet ikke længere tryghedsskabende. Fortællingen om, at vi har økonomisk tryghed i tilfælde af ledighed, og at de ledige kan få opkvalificering og aktive tilbud under ledighed, der ruster dem kvalifikationsmæssigt til det næste job, klinger mere og mere hult. Det er et problem, vi skal løse her i Danmark.
Et stigende antal danskere føler sig ikke trygge ved det nuværende dagpengesystem, og mere end 40 % erklærer sig uenige i udsagnet om, at dagpengesystemet giver dem tryghed i hverdagen. Og det er med god grund, da dagpengesystemet efter en salamimetode er blevet beskåret skive for skive gennem de senere år. Både dagpengeperioden og kompensationsgraden i forhold til lønningerne er beskåret kraftigt. Og afhøvlingen af ydelserne fortsætter i de kommende år, på grund af den skattereform, der blev vedtaget i 2012. Om 4 år der bar barberet så meget, at dækningsgraden af dagpengene for en typisk LO-arbejder kommer under 50 %.

Vi håber, at der efter det kommende folketingsvalg bliver flertal for at stoppe udhulingen af dagpenge og andre ydelser. Og helst også for at rette op på nogle af de allerede gennemførte forringelser.

Dagpenge efter 1 dag
Det borgerlige-liberale flertal i Europa-Parlamentets vedtog i december, at der fremover kun skal kræves en dags arbejde i Danmark, for at polakker, rumænere og andre EU/EØS-borgere får ret til danske dagpenge, som de så i 6 måneder kan tage med til hjemlandet, hvor købekraften kan være det tidobbelte. Beslutningen handler om revideringen af EU’s forordning om social sikring, der skal garantere, at EU-borgere kan flytte rundt i unionen og samtidig have ret til sociale ydelser.

I dag ønsker det borgerlige-liberale flertal parlamentet altså, at det skal være endnu nemmere at opnå dagpenge i et andet land. I øjeblikket kræver det i Danmark godt to måneders fuldtidsarbejde inden for tre måneder at opnå dagpengeret. Resten af vores beskæftigelseskrav på et helt års fuldtidsarbejde kan EU/EØS borgere opfylde ved at medregne arbejde i hjemlandet.

Regeringens strategi har åbnet en ladeport
Det vil sætte vores dagpengesystem under et voldsomt pres, hvis parlamentet får sin vilje igennem. For forslaget betyder jo, at udenlandske arbejdstagere kan få ret til dagpenge i Danmark efter blot en dags arbejde, og at de så umiddelbart efter kan tage disse dagpenge med sig til hjemlandet i seks måneder – og det er jo sådan, at de danske dagpenge er meget mere værd i de fleste andre lande. Vi ved f.eks. at pengene er ti gange mere værd i Bulgarien end i Danmark. Så det kræver jo ikke meget fantasi at forestille sig, hvilken ladeport vi åbner her.

Det er ikke svært at forestille sig buskolonner med jordbærplukkere, der lystige kører hjem igen med 6 måneders danske dagpenge i bagagen.
Den ene dags optjening og muligheden for at eksportere dagpenge i seks måneder er i sig selv meget bekymrende tiltag. Men det værste kan blive, når man fra politisk hold vil forsøge at dæmme op for de problemer tiltagene medfører. Så risikerer vi et voldsomt pres for forringelser, der rammer alle. Det skete f.eks. på SU-området, hvor man gerne ville stoppe østeuropæeres adgang til den ydelse, indførte man forringelser for alle.
Opholdskravet

Det er dybt paradoksalt, at regeringen og Dansk Folkeparti samtidig med, at de er i defensiven i EU, har indført et opholdskrav i det danske dagpengesystem. – et krav der angiveligt skal dæmme op for tredjelandsborgeres alt for lette adgang til danske dagpenge, men som rammer en masse danske a-kassemedlemmer, der har opholdt sig i udlandet.

Sagen er bare, at opholdskravet er ren symbolpolitik, hvor både hjertet og hjernen er koblet fra. Der er allerede flere effektive værn mod, at udlændinge uden for EU kan udnytte det danske dagpengesystem:
Man skal have lovligt ophold i Danmark, men modsat for EU-borgere, bestemmer vi selv, hvilke 3.landsborgere vi vil give opholdstilladelse. Man skal have betalt til en a-kasse og haft arbejde i et helt år for at kunne få dagpenge. Faktum er, at antallet af 3. landsborgere på dagpenge i Danmark er faldet med ca. 35 % siden 2010, og det selvom der er sket en kraftig stigning i antal 3.landsborgere, der arbejder her i landet.
Udover, at det bliver et bureaukratisk monster at administrere, er det værste ved opholdskravet, at det helt urimeligt rammer tusindvis af danskere. Man regner nu med, at over 10.000 vil miste deres ret til dagpenge ved ledighed og derfor melde sig ud af a-kassen.
Har man f.eks. haft arbejde i Canada for at dygtiggøre sig, ja så kan takken være, at man er afskåret fra at få dagpenge de næste 7 år, hvis man bliver arbejdsløs.

Dette makværk må laves om, når vi får en ny regering efter valget.
Det er dybt bekymrende, at dagpengesystemet på den måde angribes på 2 fronter. Indefra af en regering, som via opholdskravet undergraver dagpengeretten for tusinder, der har været udenlands. Og udefra ved, at flertallet i EU parlamentet under lovsang af arbejdskraftens fri bevægelighed vil åbne sluserne for udlændinges ret til danske dagpenge. Svaret til begge disse udfordringer, er et styrket mandat til socialdemokratiet både i Folketinget og i Europaparlamentet.

Respekt for forskellighed
Den nemme vej ud af problemet, er at løbe væk fra det hele. Det mener vi ikke er en holdning med nogen fremtid i. Over 500.000 jobs i Danmark er afhængig af vores eksport, så det er en bunden opgave at løse problemerne. I stedet skal vi have en social protokol, der tydeligt slår fast, at EU’s medlemslande alle har sociale systemer, men at de systemer er meget forskellige, og EU lovgivning skal tage højde for de forskellige systemer. Selvom der er mange ligheder, så kan man ikke have en ”one size fits all” tilgang til dette område, og EU skal tage højde for de mange forskelle. Man kan sagtens have de samme rettigheder uden at det betyder, at man skal have præcis det samme beløb f.eks. Lige præcis beløbenes størrelse viser nødvendigheden af, at vi betaler ydelser på forskellige niveauer, da leveomkostningerne jo ikke er ens i hele EU. Det er forholdsvis nemt at få det til at fungere, da man kan indeksere niveauerne. Det gør man allerede i dag, hvor man bruger det til at beregne f.eks. en person fra Bulgariens mulighed for dagpenge. Indeksfaktoren for Bulgarien er 9,84. Det betyder, at når en bulgarer kommer til Danmark og skal have fastsat sin dagpengesats, så bliver vedkommendes løn i Bulgarien ganget med 9,84, og resultatet danner grundlag for dagpengesatsen. Indekseringsfaktoren er primært indført for at sikre, at udlændinge kan leve af deres dagpenge i Danmark. Andre eksempler på indekseringsfaktorer er: Litauen = 6,31, Rumænien = 7,94 og Luxembourg = 0,97.

Helt uforståeligt bruges indekseringsfaktoren kun den ene vej. Det vil sige, at hvis en udenlandsk dagpengemodtager vælger at tage sine danske dagpenge med sig til hjemlandet, så bruges indekseringsfaktoren ikke til at tilpasse ydelsen. Det betyder altså, at en bulgarer tager dagpenge med sig hjem til Bulgarien, der er beregnet ud fra danske leveomkostninger og altså er næsten 10 gange mere værd i Bulgarien end i Danmark.

Fri og Fair bevægelighed
Som socialdemokrater mener vi, at lønmodtagere i alle lande skal have ret til social sikring, også på et niveau der gør det muligt at opretholde en anstændig tilværelse. Det gælder også vandrende arbejdstagere. Vi ønsker ikke at begrænse den fri bevægelighed for arbejdskraft, hvor det især for unge nyuddannede skal være en muligt at søge arbejde andre steder under trygge rammer, hvis der ikke er arbejde at få i hjemlandet. EU-kommissionen er kommet langt med at gennemføre princippet om ”lige løn for lige arbejde på samme sted”, der betyder, at man skal aflønnes efter de forhold der gør sig gældende i det land, man udfører arbejdet. Det betyder, at medlemslandene nu kan bekæmpe social dumping. I Danmark og Sverige var det særligt svært at bekæmpe social dumping, da vores arbejdsmarked er reguleret ved fagforeningerne og arbejdsgiverne. EU anså ikke de beskrevne lønforhold i overenskomsterne som gyldige, da kravene ikke var lovfæstede.

Med det nye udstationeringsdirektiv, som netop er tiltrådt i forsommeren 2018, er disse problemer løst på en måde, som synes at tilfredsstille den danske og svenske fagbevægelse. Overenskomsten kan nu bl.a. binde virksomheden ikke blot i henseende til en minimumsløn, men videre, i henseende til ”aflønning”.

Lige løn for lige arbejde
Samtidig er den periode, hvor virksomheder fra lavlønslandene kan beskæftige national (”udstationeret”) arbejdskraft i højtløns-landene uden at indordne sig lokale overenskomster, blevet væsentligt forkortet til 12 måneder med mulighed for forlængelse i yderligere 6 måneder. Mulighederne for at implementere ’lige løn for lige arbejde på samme sted’ er stadig ikke fuldkomne. Nogle årsager ligger nationalt. Myndighederne især i borgerligt ledede medlemslande yder ofte ikke den fornødne og EU-medholdelige støtte til kontrol, og i øvrigt baserer implementeringen i lande med den nordiske arbejdsmarkedsmodel som f.eks. Danmark, sig jo på, at fagbevægelsen er stærk og bred nok til at sætte sig igennem.

EU’s sociale søjle skal udbygges med minimumsrettigheder til alle EU-borgere.
Velfærdssystemerne er de enkelte EU-medlemslandes eget ansvar og skal fortsat, som det er tilfældet nu, som hovedregel forbeholdes det enkelte lands befolkning. Socialdemokratiet finder imidlertid, at EU i større grad end nu bør interessere sig for beskyttelsen af almindelige lønmodtagere og de svage i vore samfund gennem fastlæggelsen af minimumsrettigheder. En social søjle er under udvikling i EU med udgangspunkt i de rammer, som blev lagt allerede med Lissa-bon-traktaten i 2007. Medlemslandene har tiltrådt 20 hovedprincipper opdelt i tre områder: Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, retfærdige og rimelige arbejdsvilkår og social beskyttelse og inklusion. Med dette udgangspunkt påregnes i de kommende år vedtaget en lang række konkrete minimumsrettigheder.

Vi skal have en social protokol
Socialdemokratiet i Danmark støtter processen omkring udfoldelsen af den sociale søjle, der skal ske uden, at kompetencefordelingen mellem EU og medlemslandene forrykkes. Socialdemokratiet vil stille sig i spidsen for de europæiske socialdemokratier for at fremme en hurtig udrulning. De velhavende EU-lande som f.eks. Danmark skal kunne videreudvikle deres egne velfærdssystemer, men det vil være godt for almindelige borgere og udsatte grupper i Europa og kampen for et socialt og retfærdigt Europa, at der etableres sociale minimumsrettigheder, som alle medlemslande er forpligtet til at leve op til.

I de ganske enkelte tilfælde, hvor EU-landene i denne proces beslutter minimumsrettigheder, som overgår, hvad der gælder i Danmark, som det formentlig sker efter, at EU’s ministerråd i forsommeren 2018 besluttede, at 2 måneder af den lovpligtige forældreorlov skal øremærkes til faderen, vil vi efterfølgende på baggrund af de erfaringer, vi indhøster i Danmark, tage stilling til, om EU-beslutningen er en forbedring også for os, eller om den skal søges ændret.

Jakob Thiemann

Som barn af en politisk aktiv og interesseret familie, har jeg altid være dybt optaget af samfundsforhold. Især vilkårene for de, der har det sværest. Efter jeg blev aktiv i DSU og sidenhen Socialdemokratiet for ca 20 år siden, har jeg været aktiv i det internationale arbejde, og har været med til at formulere partiets internationale strategi. I lidt over 4 år arbejdede jeg for en international fagbevægelse, og rejste Europa og verden rundt, hvor jeg mødte folk i lavtlønsjob. Det var ikke rart at se, hvad der sker når regeringer lader multinationale selskaber skabe deres egne rammer. EU har de muskler der skal til, for at få internationale virksomheder til at skabe ordentlige forhold for deres ansatte og betale den skyldige skat. Jeg er 46 år, ansat som lektor ved Akademisk Studenterkursus på Nørrebro i København, og bor i København Nord-Vest. Er kredsformand for 5. kreds Nørrebro, og elsker at lave mad.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar