27. januar, 2017

Schulz kan slå Merkel

Tags: , , ,

Del
Schulz kan slå Merkel

I disse dage bestemmer de tyske socialdemokrater i SPD endelig hvem der skal føre partiet ind i valgkampen mod Angela Merkel op til at tyskerne i september i år skal vælge et nyt parlament (Bundestag). Efter selv de fleste insidere i løbet af de sidste uger blev mere og mere overbevist om at SPD’s kandidat ville være den siddende partiformand Sigmar Gabriel, kom det som et lyn fra klar himmel, da han selv i tirsdags offentliggjorde, at han ikke ville stille op som kandidat og i stedet foreslog den netop fratrådte formand for Europaparlamentet, boghandleren Martin Schulz.

Schulz skal ifølge Gabriel ikke kun blive kanslerkandidat, men også formand for partiet. Det markerer et generationsskifte efter 7 år med Gabriel som formand. Som han selv sagde i tirsdags: ”Når et fodbold-hold i så mange år ikke kommer længere op i divisionen, så må man på et tidspunkt skifte træneren ud. Dette tidspunkt er nu kommet.” Som tysk socialdemokrat må man spørge sig selv, om dette tidspunkt ikke skulle have været for lang tid siden. SPD har stået enormt dårligt i meningsmålingerne i mange år, og med kun 9 måneder til forbundsdagsvalget er det på høje tid at partiets ledelse tager konsekvenserne af denne udvikling.

Schulz er et nybrud
Martin Schulz er først og fremmest kendt fra sin rolle som formand for Europaparlamentet. Ifølge både politiske modstandere og venner er han klart dén politiker, der har givet det Europæiske parlament den største rolle i Europæisk politik nogensinde. Han har igennem sin politiserende og ikke altid politisk-korrekte opførsel sat parlamentet på det politiske landkort og bidraget til at europæisk politik blev bedre forståeligt for mange af Europas borgere.

Efter han nu skulle forlade den politiske scene i EU havde mange spekuleret i om han skulle få en stor rolle i Tysk politik hvor han er en mindre kendt, men meget vellidt politiker. Mens mange havde foreslået ham til embedet som udenrigsminister – som bliver ledigt når en anden socialdemokrat, Frank Walter Steinmeier om få dage bliver valgt til forbundspræsident – var vi mange der var overbevist om at Gabriel selv ville påtage sig rollen som kanslerkandidat.

Schulz er også et nybrud på en anden måde. Således er han efter de sidste fremtrædende formænd og kanslerkandidater (Gabriel, Steinmeier, Steinbrück osv.) den første der ikke er fuldstændig sovset ind i tidligere kansler Schröders meget omstridte arbejdsmarkeds- og socialreformer der blev kendt som ”Agenda 2010” og Hartz-reformerne. Reformerne der forberedte Tysklands økonomi på det 21. Århundrede og sikrede konkurrencedygtigheden i en globaliseringens tidsalder har Angela Merkels mange regeringer sidenhen levet højt på, og profiteret ekstraordinært meget af. Ikke desto mindre er reformerne enormt omstridte i partiet og har betydet oceaner af udmeldelser og stor opbakning til partier so Die Linke (som svarer til danske Enhedslisten) og Bündnis 90/Die Grünen (det tyske grønne parti som nok i danske kontekst ligger et sted mellem SF og De Radikale, men også bærer Alternative præg).

Frigjort fra Schröders arv – realistisk udfordrer af Merkel
Uafhængigheden af Schröders arv vurderes af mange til at være Schulz’ store fordel, og vil rettelig give ham mulighed for at præge en ny socialdemokratisk agenda, der er uafhængigt af fortidens omstridte reformer. Med sit internationale udsyn og relative ukendthed ift. national politik kan Schulz skabe et kampagnegrundlag der er nyt og uset. Et frisk pust som de tyske socialdemokrater for alvor har brug for. Samtidig er Schulz som klassisk ”realpolitiker” i stand til at indgå store og brede kompromiser, en kvalitet som de notorisk konservative tyskere skatter højt.

Det er denne kombination af egenskaber der gør at han er et seriøst alternativ til Angela Merkel der i sit 12. Embedsår virker stadig mere træt på særligt den hjemlige politiske scene.
De første offentlige meningsmålinger viser at Schulz og Merkel er lige populær i den tyske befolkning, og det er denne popularitet der for alvor gør valgkampen spændende. SPD ligger stadig langt bag Angela Merkels CDU i meningsmålingerne, og det er også svært at forestille sig at hun skulle tabe kansler-posten efter valget. Ikke desto mindre har nomineringen af Schulz været SPD’s bedste bud på at bringe spænding ind i denne valgkamp, der ellers havde Angela Merkel som sikker vinder.

Efter 12 år med Merkel, og de sidste års kriser er hendes opbakning i befolkningen langt fra så stor som den har været og selvom hun internationalt ses som eneste tilbageværende støtte for den liberale og fredelige verdensorden, kan man i det tyske folk spore en hvis træthed af deres kansler – og det er trods alt dem der skal stemme. Valget af Schulz til kandidat gør valgkampen for alvor spændende igen og giver socialdemokraterne alvorlige chancer for at tilbagevinde magten efter mere end et årti under Merkel.

Lukas A. Lausen er kandidatstuderende i Oxford og formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35. Han er født og opvokset i Tyskland som del af det danske mindretal og har arbejdet for partier i både Danmark og Tyskland. På denne plads vil han som privatperson bidrage med indlæg og analyser om den igangværende valgkamp i Tyskland frem til valget i september.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar