7. februar, 2019

Skal EU have en udenrigspolitisk stemme?

Tags:

Del
Skal EU have en udenrigspolitisk stemme?

EU har længe været en økonomisk kæmpe og en udenrigspolitisk dværg, og hver gang der er ønske om at gøre dværgen større, er det ønsket om at udstyre dværgen med en hær der fylder, og hver gang eneste gang afsporer hæren debatten rundt omkring i medlemslandene. For du bliver ikke en udenrigspolitisk kæmpe, bare fordi du har en hær. Der skal meget mere til, og du bliver sandsynligvis bare en udenrigspolitisk dværg med en meget dyr muskelhund.

Hvorfor overhovedet skabe en fælles hær, hvis ikke der er en fælles udenrigspolitik? Det ville jo svare til at skabe en fælles mønt uden først at have en fælles skatte, penge og finanspolitik. En politisk vision der ikke er særlig gennemtænkt, og noget der utvivlsomt ville skulle repareres senere. Faktorernes orden betyder noget. En fælles udenrigspolitik og en fælles stemme er forudsætningen for at vokse i verden.

Jeg er godt klar over, at EU har en repræsentant for udenrigspolitik, men i virkelighedens verden er det stadig ikke den stemme der lyttes til, når Venezuela står foran et regimeskifte.

Og så tilbage til spørgsmålet i overskriften. Ja – jeg mener, at EU skal have en udenrigspolitisk stemme, og det er som nævnt langt vigtigere end snak om en EU-hær. I øjeblikket kvidrer EU i mange tonearter, når der er tale om udenrigspolitik, og her må vi forsøge at tale som en samlet enhed. For en økonomisk kæmpe der taler med en rolig og troværdig stemme, er langt mere værdifuldt end en nyanskaffet muskelhund.

Lige nu afgøres det, om vores europæiske fællesskab skal fortsætte med at pippe og kvidre hver for sig, eller om vi prøver at tale med samlet og rolig røst i spørgsmålet om EU’s relation til USA.

EU skal beslutte sig for en kurs og det kræver blandt andet, at Danmark beslutter sig for hvor Danmark vil hen med sin udenrigspolitik, og det valg behøver ikke at være valget mellem amerikansk skødehund eller en EU-hær. Der er altid et alternativ og et både-og.

Udenrigspolitik har siden verdenskrigene i sidste århundrede og frem til starten af halvfemserne været båret af et ønske om en aftalebaseret international retsorden. En retsorden, hvor en krig blev defineret lovlig af USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina i FN’s sikkerhedsråd. I lang tid var der nogenlunde respekt for forskellen mellem lovlig og ulovlig krig, men så begyndte det at forandre sig. Efter murens fald og Jugoslaviens sammenbrud blev de første skridt taget mod en verdensorden, hvor forskellen mellem lovlig og ulovlig krig udviskes, og hvor magt er lig med ret. Det er den verdensorden, vi står i nu, bedst symboliseret af Trump og Putin. Som et lille land på det europæiske kontinent, hvor vi med vores 5,5 million mennesker ikke engang ville være blandt de tyve største byer i Kina. Men det er ikke nogen ny situation i verdenshistorien – tværtimod, er det måske mere at betragte som verdens normale tilstand. Magt er – et eller andet sted – altid ret i det storpolitiske spil om tronen, men som lille og i den forstand magtesløst land, er det aldrig i Danmarks interesse at magt er ret. Danmark har en interesse i en aftalebaseret retsorden, hvor den lille stat engang imellem får magt, fordi den lille faktisk har ret. Dansk udenrigspolitiks fornemste opgave må og skal derfor altid være at kæmpe for en international retsorden baseret på aftaler, for det er sådan at nationens overlevelse sikres på den lange bane.

Den kamp kan vi i sagens natur ikke tage alene, og vi skal selvklart starte med at samle fælles nordiske stemmer, der kan tale i Europa og EU og derfra ud i resten af verden. Det er ikke noget nyt, det tager bare tid, og hvis EU skal kunne tale med samlet stemme, kræver det rigtig mange samtaler, stor tålmodighed og lederskab fra især fransk og tysk side, og det kræver et stille og insisterende oprør mod de bøller der kun forstår magt, og dem er verden fuld af. Syd, øst og vest for EU’s grænser, såvel som indenfor EU’s grænser.

USA opsagde atom-aftalen med Iran og forbød samtidig europæiske virksomheder og banker at handle eller overføre penge til Iran. Det fik med det samme EU-kommissionen til at udvide den såkaldte “blocking statute” der tydeliggjorde at europæiske virksomheder ikke måtte rette sig efter det amerikanske forbud. Men en ting er forordninger og dekreter – noget helt andet er en virkelighed, hvor europæiske virksomheder og banker selvfølgelig er nervøse for deres forretnings overlevelse, hvis de skulle trodse et amerikansk forbud for at efterleve et EU påbud.

Storbritannien, Tyskland og Frankrig har nu etableret enheden INSTEX (Instrument for Supporting Trade Exchanges), der skal sørge for at der kan strømme penge og varer til og fra Iran, uden at USA kan kontrollere og sanktionere. Et lille skridt og et stille og insisterende oprør mod USA’s enegang og dollarens status som reservevaluta.

Men det er stadig kun Storbritannien, Tyskland og Frankrig der som enkelte nationer står bag INSTEX, og de lande vil selvfølgelig meget gerne have, at EU som institution også bakker op om initiativet. Jeg er ikke tvivl om, at jeg ønsker at den næste danske regering bakker op om initiativet, når det skal diskuteres i EU’s ministerråd, og jeg håber selvfølgelig også, at vores europæiske parlament vil bakke det op

Hvis vi vil fortsætte med en regelbaseret international retsorden, bliver vi nødt til at bakke op når Storbritannien, Tyskland og Frankrig siger bøllen imod – og vi skal bakke op gennem EU. For det er sådan, at den økonomiske kæmpe træder i udenrigspolitisk karakter – ved at overholde aftaler og bruge handelspolitik til at forsvare principper og dreje verden i en retning, hvor bøllerne ikke ender med magten. Så gør det ikke så meget, at man er en udenrigspolitisk dværg. For selv en dværg kan kaste en meget lang skygge.

Indlægget er skrevet af Jan Kristoffersen, kandidat for Alternativet til det kommende folketingsvalg og EP-valget d. 26. maj.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar