6. februar, 2017

Skriften på væggen – men hvor er handlekraften?

Tags: , , , , , ,

Del
Skriften på væggen – men hvor er handlekraften?

Det er svært og givetvis også uklogt at se bort fra, at BREXIT og valget af Trump til USA’s næste præsident kan være skriften på væggen for fortsat stabilitet mellem de vestlige lande. Med disse to begivenheder er to af de tre uheldsvangre valg/begivenheder, som af den amerikanske journalist Anne Appelham i marts 2016 blev forudsagt at kunne indebære opløsning af NATO og EU samt betyde enden for den nuværende verdensorden, indtruffet. Det tredje og stadigt mulige valgresultat er, at Marine Le Pen bliver valgt til Frankrigs næste præsident i april/maj 2017. Dette udfald er givetvis blevet styrket af, at den hidtidige storfavorit til at blive Frankrigs næste repræsentant, François Fillon, åbenbart har været involveret i alvorlig korruption af værste skuffe, idet egen familie skulle være blevet forgyldt heraf.

Christen Sørensen, fhv. overvismand

BREXIT er måske udløst af det, der er EU’s mest akutte problem: den frie bevægelighed for arbejdskraft i en situation med høj ledighed og flygtninge-situationen, der med Schengen-aftalen også først og fremmest er blevet et fælles EU-problem. Flygtninge-situationen i 2015 blotlagde, at EU ikke evnede at opstille en fælles og troværdig politik på området. Det tragiske herved er ikke mindst, at en række EU-lande, herunder Danmark, har bidraget til disse strømme med den destabilisering, der begyndte med Irak-krigen og herfra spredte sig. Foreløbigt er der kun opnået en fristforlængelse via den aftale, der i november 2015 blev indgået med Tyrkiet. Utålelige leveforhold og forfølgelse i relation til krig, uro og politikske kontroverser er hovedårsager til flygtningestrømme. Men der er ikke iværksat foranstaltninger til at forebygge fortsatte flygtningestrømme fra Mellemøsten og Afrika. Der mangler tilsyneladende en plan B herfor i EU-landene.
I betragtning af situationens alvor er det både uforståeligt og urovækkende at være vidne til, at ledende politikere ikke synes at formulere konstruktive svar på de problemer, som EU står over for. Dette kommer også til udtryk i den måde, som befolkningen informeres på via dagspressen om økonomiske nøgleproblemer, som jeg som økonom i det følgende vil koncentrere mig om.

Hvorfor drikker Jeppe?
I relation til præsidentvalgkampen i USA er der blevet skrevet og kommenteret op og ned om, at opinionsmålingerne næsten undtagelsesfrit viste sig at skyde helt fordi. I tilknytning hertil antages eller postuleres det, at vælgerne var blevet misinformeret og manipuleret til at stemme ”forkert”. Dette skal på ingen måde afvises. Men det vedrører jo ikke den helt centrale problemstilling. Den centrale problemstilling er, hvorfor vælgerne i såvel USA som UK stemte som de gjorde, og hvorfor det lykkedes at misinformere og manipulere vælgerne, hvis dette altså i vidt omfang var tilfældet. Specielt i Danmark burde den centrale problemstilling ikke være undertrykt af sidehistorier. Fra Holbergs ”Jeppe på Bjerget” er der vel en især en sætning, som har bidt sig fast: ”Man siger godt nok at Jeppe drikker, men ikke hvorfor Jeppe drikker.” Det følgende fokuserer på yderligere årsager til: hvorfor?

Jeg synes, at det er ekstremt svært at komme udenom, at der er alt for mange blandt ikke-velhavende – såvel i Europa som i USA – som føler sig svigtet af samfundsudviklingen. Når så dette kombineres med, at den politiske ledelse ikke evner at komme med klare svar på, hvordan den skæve samfundsudvikling kan og skal vendes, er der en åbenbar risiko for, at følelsen af at være svigtet ender i desperation. Ledigheden i Euro-området er stadig – mere end 8 år efter Finanskrisen udbrud i september 2008 – stadig 10 pct., og ungdomsledigheden er over 20 pct. Dette afspejler simpelthen – andet er udenomssnak – en nationaløkonomisk katastrofe i Euro-området.

I denne sammenhæng kan der ikke ses bort fra den politiske prioritering, som er indbygget i Den Økonomiske og Monetære Union, hvormed Euroen blev indført, og de hertil knyttede pagter: Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten. Beskæftigelseshensyn tillægges her kun en underordnet betydning. Dette hænger ikke mindst sammen med, at Den Økonomiske og Monetære Union blev udtænkt i en periode, hvor det blev antaget, at markedets selvregulerende kræfter – ved pris- og lønjusteringer og mobilitet på arbejdsmarkedet – relativt hurtigt ville afslutte perioder med alt for høj ledighed. Udviklingen i Euro-området efter Finanskrisen har mere end tydeligt demonstreret, at dette ikke er tilfældet. Dette har nobelpristager i økonomi, Joseph Stiglitz, i en netop udkommet bog: the Euro. How a common currency threatens the future of Europe, igen grundigt og overbevisende påpeget. De meget store befolkningsgrupper, der især i Sydeuropa bliver ramt af ledighed og dårlige jobmuligheder, behøver ikke at læse teoretiske fremstillinger for at forstå, at der er noget helt galt med viljen til at sikre høj beskæftigelse – de mærker det på deres egen krop. Og naturligvis kan de heller ikke undgå at bemærke, at politikerne er tavse eller rådvilde overfor ledighedsproblemet eller i værste fald ikke optaget heraf. Det er efter min opfattelse ikke til at forstå, at de ledende politikere i EU ikke indser, at de må gribe ind overfor den katastrofe, som den økonomiske politik i Euro-området fører med sig via såvel de utilstrækkelige som ufleksible mekanismer, der er indført, som Stiglitz også påpeger. Som andre systemer, der er brudt sammen, er det i EU’s økonomiske spilleregler de lande, der kommer i økonomiske problemer, der skal bære opretningsbyrden, selvom den til dels er påført dem af andre medlemslande. Dette er i sig selv uholdbart i et så tæt og forpligtende afhængighed, som følger med en fælles valuta.

Uligheder og forskelle i levevilkår er i de senere år blevet væsentligt større
Siden globaliseringen tog fart fra midten af 1980’erne er uligheden – med en enkelt undtagelse – øget i alle OECD-lande. Særligt grelt er det i USA. Siden 1979 er realtimelønnen på det amerikanske arbejdsmarked for den tredjedel af lønmodtagerne, der har de laveste lønninger, enten faldet eller stagneret – altså over en 35 årig periode! Samtidig er realindkomsten for de højest lønnede steget meget stærk.

Uligheden har sammenhængende hermed været stærkt stigende – og udviklingen i USA er som anført ikke et særtilfælde. Alligevel fremlægges der ikke overbevisende politiske svar eller tiltag, der kan bremse eller vende denne udvikling. Det forholder sig nærmere omvendt. Herhjemme har topskattelettelser eksempelvis længe været på den politiske dagsorden og nu er det suppleret med, at regeringen har spillet ud med et forslag om at erstatte den progressive ejendomsværdiskat med en flad, dvs. proportional ejendomsværdiskat. Angiveligt skulle topskattelettelser øge den samlede materielle velfærd via øget arbejdsindsats fra højindkomstgrupper og det skulle ikke undre mig, om dette argument bliver anført i diskussionen om ny ejendomsværdiskattemodel. Men dels er det ikke sikkert, at dette sker, selv om det indgår i de manipulerede regnestykker, som Finansministeriet fremlægger. Og selv hvis det skulle være tilfældet, viser omfattende IMF- og OECD-analyser, at øget ulighed reducerer den økonomiske vækst via bl.a. de skel, som hermed uddybes mellem indkomstgrupper. Men denne viden ses der som oftest bort fra – både af politikere, Finansministeriet og dagspressen. Hvordan forestiller beslutningstagerne sig, at den alm. befolkning reagerer, når de konfronteres med de store millionlønninger, som er blevet kutyme i såvel store private og offentlige virksomheder, bl.a. DR, når de samtidigt i mange tilfælde har svært ved at opretholde eller opnå en beskeden levefod? I denne situation er det vel ikke en stor trøst at få at vide, at uligheden i Danmark er mindre end i næsten alle andre lande.

Der mangler troværdige svar fra politisk hold
Når betydelige vælgergrupper bliver konfronteret med, at samfundsudviklingen ikke kommer dem til gode og evt. yderligere trues af ledighed og hertil hørende social deroute, samt også bliver vidne til den udbredte skatteundvigelse, som finder sted, og som ikke mindst er blevet kendt via Lux-Leak sagen og Panama-papirerne, er det måske ikke så mærkeligt, at der protesteres. Det er måske heller ikke uforståeligt, at protesten så vendes mod de, der ellers hævder, at de arbejder for og varetager de protesterendes interesser. Dette er efter min vurdering en væsentlig årsag til de overraskende og meget vanskelige forklarlige stemmereaktioner, som førte til BREXIT og til valget af Trump som kommende præsident i USA.
Det er ikke blot ledighed og ulighed, som politikerne i den neoliberale verdensorden ikke formulerer overbevisende politiske tiltag imod. Overbevisende tiltag fremlægges heller ikke mod skatteundvigelse. Selvfølgelig bliver der reageret for ikke mindst at berolige befolkningen. Der afsættes flere ressourcer til diverse skatteaktioner til at følge op på de lækkede skatteoplysninger og til øvrige miniaktioner. Men hvor er de systematiske forslag til at undgå undvigelse? Og hvor er udsigten til, at de overhovedet kan blive gennemført i den herskende økonomisk-politiske neoliberale tankeverden?

Sæt en stopper for skatteundvigerne!
For ikke – og med rette – at blive ramt af min egen kritik af, at der ikke fra politisk side fremsættes overbevisende forslag til systemopretning som svar på de her rejste grundlæggende fire problemkredse: flygtningestrømme, ledighed, ulighed og skatteundvigelse, skitseres i det følgende to afgørende systemforslag, der skal stoppe den udbredte skatteundvigelse fra velhavende personer og ikke mindst multinationale selskaber. Begge forslag kræver internationalt samarbejde, hvor det er væsentligt at EU kommer på banen, og bygger ikke mindst på åbenhed og gennemsigtighed.

Det vigtigste instrument til at bekæmpe skatteundvigelse fra velhavende personer er at give i hvert fald skattemyndighederne fuld oplysning om ejerforholdene i alle selskabskonstruktioner i hele verden og oplysninger om ejerforholdene til indskudskapitaler i pengeinstitutter o. lign. i hele verden. En sådan gennemsigtighed for skattemyndighederne er en nødvendig betingelse for, at personers skatteundvigelse kan undgås uden et alt for stort ressourceforbrug hos skattemyndighederne. Dette er også en nødvendig betingelse for fair skattebetaling.
Det bør i relation hertil være en betingelse for at et land kan opnå WTO-fordele, at det tilslutter sig gennemsigtighedskravet. Manglende tilslutning bør sanktioneres af ekstratold eller ligefrem eksportforbud.

Multinationale selskaber kan ved anvendelse af kunstige interne afregningspriser (også kaldet transfer pricing), finansieringstransaktioner m.v. placere skattepligtige overskud, hvor skatteprocenten er lavest. I denne sammenhæng vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at sådanne transaktioner i vidt omfang indgik i Glistrups skattecirkus, jf. min gennemgang heraf i bogen: Glistrup-sagen – nøglen til dens forståelse fra 1978. Men det helt store nummer i Glistrup-skattecirkus var dog fabrikation af kunstige skattetab ved aktiesalg, der kunne benyttes til helt at undgå at betale skat. Men Glistrups-skattecirkus blegner dog helt i forhold til det nuværende internationale skattecirkus. Et afgørende instrument til at stoppe den internationale skattecirkus vil være opstilling og vedtagelse af, hvordan et multinationalt selskabs samlede overskud skal opgøres og fordeles mellem landene indenfor skematisk opstillede minimums- og maksimumsgrænser. Fastsættelse af disse grænser skal ske ud fra bl.a. omsætning og produktion i de lande, hvor det multinationale selskab har aktiviteter.
Reglerne for opgørelse af minimums- og maksimumsgrænser og reglerne for, hvordan overskuddene skal omfordeles, når disse grænser overtrædes, skal landene blive enige om. Hvorfor er dette nødvendigt? Det er det, fordi skattemyndighederne aldrig vil få ressourcer til at tilsidesætte multinationale selskabers opgørelser, idet det jo kræver, at denne meget vanskelige og nærmest umulige bevisbyrde også skal kunne løftes overfor domstolene i retsstater – og anderledes kan det ikke være. Jeg vil her forudsige, at de sager, som EU-kommissionen fører mod f.eks. Apple, slet ikke resulterer i det provenu, som EU-kommissionen sigter efter. Bevisbyrden selv i en så spektakulær og prioriteret sag bliver meget vanskelig at løfte. Og tænk så på alle de tilfælde, hvor der ikke føres sager.

Fører sådanne skematiske grænser ikke til et brud med grundlæggende principper for retssikkerhed? Det er ikke min vurdering. Selskaberne vil jo på forhånd vide, inden de nye regler træder i kraft, hvordan spillereglerne fremover vil være, når den skattepligtige indkomst og dens fordeling på lande skal opgøres.

Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at et så grundlæggende opgør med skatteundvigelse, som vil blive konsekvensen af de to forslag, vil blive let at gennemføre eller overhovedet vil blive forsøgt gennemført. Men de, der vil afvise dette eller lignende opgør mod skatteundvigelse i en globaliseret verden, bør så også konfronteres med, hvad der så nemt bliver resultatet: afskaffelse af velfærdssamfundet og det, der kan være endnu værre, f.eks. at befolkningens tillid til politikerne og det demokratiske system fordamper. Læg til skatteundvigelse flygtningestrømme, høj ledighed og stærkt stigende ulighed og de hertil manglende politiske modreaktioner, så er der måske givet en væsentlig del af forklaringen på BREXIT og valget af Trump.
Derfor er det essentielt at læse skriften på væggen. Men har vi kraft hertil – og ikke mindst kraft til de nødvendige modforanstaltninger?

 

http://www.socialdemokraterne-hasle-mollevangen.dk/images/politiker/ChristenSorensen.jpg  Christen Sørensen, fhv. overvismand

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar