22. september, 2017

Søndag rammer højrebølgen Tyskland

Tags: , , , , , , ,

Del
Søndag rammer højrebølgen Tyskland

“Søndag rammer højrebølgen Tyskland”. Sådan opsummerede Danmarks ambassadør i Tyskland Friis Arne Petersen det kommende tyske forbundsdagsvalg ved AOF valgkampsarrangement i LO-huset i mandags. Men hvilke konsekvenser får det for tysk politik?

af Martin E. O. Grunz

I 1980erne var de tyske kristendemokratiske partier CDU og CSU (det mægtige bayerske parti) blevet splittet. Mange medlemmer og tusinder af sympatisører organiserede sig i det nye parti Die Republikaner. Oprindeligt var Republikanerne blevet stiftet som et parti der opponerede mod de store vesttyske økonomiske tilskud til DDR. Stifterne var simpelthen forargede over at en demokratisk stat på denne vis understøttede et kommunistisk autoritært styre. Men hurtigt efter stiftelsen søgte folk med andre dagsordener end den antikommunistiske ind i Republikanerne. Det blev et parti hvor nationalkonservative,demokratiskeptiske og revanchistiske synspunkter åbent kom til udtryk. Samtidigt med at en del af medlemsbasen koncentrerede sig om kritik af de borgerlige partiers manglende borgerlighed. Den legendariske bayerske ministerpræsident Franz Josef Strauß reagerede med at stadfæste doktrinen, at ”der skal ikke eksistere et demokratisk legitimt parti til højre for CSU”. Hvilket på den ene side betød at CSU lagde sig så langt til højre at det havde noget at tilbyde Republikanernes vælger, og på den anden side at CDU, CSU og de liberale FDP nægtede at regne Republikanerne med som borgerlige stemmer. Republikanerne fik gode valgresultater ved europaparlamentsvalg og ved enkelte delstatsvalg, men deres mandater skabte ikke resultater og ved årtusindskiftet var partiet svundet ind til at være et småparti (efter tysk forstand et parti der alle steder ligger under 5 % i vælgeropbakning). Franz Josef Strauß’ doktrin havde vist sin effekt og var blevet en bærende søjle i tysk politik.

Alternativ politik
I 2013 grundlagdes partiet Alternative für Deutschland (AfD) af en række utilfredse CDU-medlemmer hvoraf en stor del var økonomer. De var skuffede over Merkel-regeringernes manglende borgerlige profil og ikke mindst euro-landenes økonomiske politik. Udadtil var partiets profil liberal og borgerlig, men indadtil var AfD’s etableringsfase præget af stridigheder om kursen – ikke mindst af højlydte krav om en stærk national profil. Ved forbundsdagsvalget i 2013 kom partiet tæt på spærregrænsen, hvilket var et særsyn for et nyetableret parti. I det hele taget var 2013-valget specielt. Dels på grund af den tydelige samling omkring CDU og CSU (båret af kansler Angela Merkels personlige popularitet), dels på grund af den lave valgdeltagelse på 71,5 %, og endelig på grund af den store spildprocent. Knap 16 % af vælgerne havde stemt på partier der ikke blev repræsenteret. Den lave valgdeltagelse og stemmespildet gjorde samlet set den nyvalgte forbundsdag til den mindst repræsentative nogensinde. Regeringssamarbejdet mellem CDU, CSU og SPD (de tyske socialdemokrater) havde så stort flertal at oppositionen i parlamentet var irrelevant og havde slet intet borgerligt element, da den udelukkende bestod af De Grønne og venstrefløjspartiet Die Linke.
I den situation besluttede AfD sig for at gribe deres vælgermæssige momentum og erklære sig for den egentlige opposition i Tyskland. De forløbne fire år har på overfladen været et langt triumftog for AfD, men ser man nærmere på partiet har det været præget af store udsving i opbakningen og gennemgående personkonflikter.

Storm mod systemet
Samtidigt med fremvæksten af AfD blev en ny tysk tendens på højrefløjen tydelig. Mest opmærksomhed tiltrak PEGIDA sig, som er en række offentlige møder vendt mod ”islamiseringen af Aftenlandet”. Med en retorik der trækker tråde tilbage til 1920ernes højreintellektuelle sprogbrug (Aftenlandet et gammelt udtryk der tilnærmelsesvis dækker hvad der i dag kaldes Vesten) og en mødeform der kopierer de antikommunistiske borgerrettighedsbevægelser i DDR’s slutfase, har PEGIDA lanceret sig selv som et demokratisk opbrud. En del af retorikken ved PEGIDA-møderne er meget skarp og sætter ikke alene spørgsmål ved islams grundlag men også ved de demokratiske tyske institutioners gyldighed. Deltagerskaren rummer åbenlyst mange højreekstremister og ganske mange AfD-politikere har også talt og deltaget ved møderne. Blandt disse er Björn Höcke som er leder af AfD i delstaten Thüringen. Höcke er også initativtager til Der Flügel, som er en fraktion indenfor AfD der arbejder for at gøre partiet til en ren nationalkonservativ gruppering og omfatter op mod en tredjedel af medlemmerne. AfD’s vekslen mellem at være et nationalistisk talerør, et liberalistisk arbejdsfællesskab og en bestræbelse på at skabe en ny opposition og en ny dynamik i tysk politik har båret frugt. Partiet er en indiskutabel succes – og især er det iøjnefaldende at mange hidtidige ikkevælgere for første gang har stemt på AfD. Valgdeltagelsen stiger simpelthen når AfD er på stemmesedlen. Partiets kurs er svingende fra delstat til delstat – og personstridighederne er markante og dybtgående. Således er det dårlige forhold mellem de to formænd Jörg Meuthen og Frauke Petry nærmest fysisk synligt – og en række partispidser (herunder Björn Höcke) er under konstante trusler om eksklusion af dele af partiapparatet. AfD’s succes rammes nok bedst ind af en udtalelse af den nuværende spidskandidat Alice Weidel, der ved delstatsvalget i Baden-Württemberg i 2016 blev spurgt hvad partiet ville foretage sig hvis de blev valgt ind. Hun svarede at AfD ville løbe storm mod systemet hver eneste dag.

AfD er en succes – men uden indflydelse
I dag sidder AfD i 13 af de 16 tyske delstatsparlamenter samt i Europaparlamentet. Stemmeprocenten på partiet har været vidt forskellig, men samlet set må det bemærkes at partiet alle steder er kommet over spærregrænsen. Samtidigt må det dog også bemærkes at AfD ingen steder er en del af en regering eller et flertal bag en regering. Dermed sidder AfD som det eneste store tyske parti heller ikke i andetkammeret Forbundsrådet, hvor de tyske delstatsregeringer er repræsenteret.
AfD vil givetvis få et godt valg på søndag – men partiet vil komme til at stå uden for indflydelse også i Forbundsdagen. Og det er uanset om AfD får 10 eller 20 % af stemmerne. Kun hvis det helt usandsynlige skulle ske, at AfD og det ligeledes systemkritiske venstrefløjsparti Die Linke samlet har flertal vil AfD’s mandater få direkte indflydelse. I alle andre tilfælde vil de øvrige partier finde en regeringsduelig koalition. I øjeblikket ser der ud til at være to flertalsmuligheder, enten CDU/CSU, FDP og De Grønne eller CDU/CSU og SPD. Begge muligheder under ledelse af Angela Merkel.
AfD vil de næste fire år udgøre en højlydt og aktiv systemkritisk stemme i Forbundsdagen. Og måske vil partiet spaltes i et nationalkonservativt og et liberalkonservativt parti.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar