23. maj, 2019

Stadig i tvivl?

Tags: , , , ,

Del
Stadig i tvivl?

Mere end hver tredje vælger er i tvivl om hvem de skal stemme på til EP-valget søndag den 26. maj. Særligt unge vælgere er i tvivl. Og det er derfor spændende om stemmedeltagelsen bliver højere eller lavere end de omkring 56% der i 2014 benyttede sig af deres stemmeret.

Det kan undre, at så mange er i tvivl, for EU-kandidaterne har været i gang længe med læserbreve, møder i forsamlingshuse også hos os i AOF, og nu under selve valgkampen er det suppleret med alverdens kandidattest, tv-debatter og kandidater deler flittigt materialer ud på gader og stræder. Så informationen er der, skulle man mene. Men altså uden at det ændrer på at der er mange tvivlere.

Vi mener i AOF at vi som oplysningsforbund har et ansvar for at motivere flest mulige til at stemme. Og vores erfaring er, at oplysning kan være både en forudsætning og en barriere, hvis man ikke synes man helt ved hvad man stemmer om. Derfor har vi lavet en EU podcast. Konkret er det 10 korte portrætter af partiernes spidskandidater. Vi griber det lidt utraditionelt an, så politikerne også skal fortælle om hvorfor de overhovedet gik ind i politik og hvem de ser op til. Naturligvis er der også plads til politik, men det er i høj grad det menneskelige, der træder frem.

Således kan du derfor lære hvilken spidskandidat, der var i Washington, da Pentagon stod i flammer, eller hvem, der beundrer Astrid Lindgren? Du kan også høre om en spidskandidat, der blev politisk aktiv i kampen mod atomkraft, mens en anden af spidskandidaterne spontant hoppede i et tog mod Berlin, da nyheden om Murens fald kom til Aarhus.

Sådan er der mange fine personlige fortællinger, som du får i de 10 podcast, der hver varer cirka 12 minutter, så det er nemt at gå til, og vi håber det vil tiltale mange unge her i de sidste dage frem mod valget på søndag. Lyt med, del med venner og husk så at stem på søndag!

Du finder AOF Oplyser på iTunes, SoundCloud, Spotify eller ved blot at klikke på https://aofoplyser.libsyn.com/

Lars Gaardhøj

Forbundskonsulent i AOF Danmark med ansvar for bl.a. EU oplysning og nordisk samarbejde. Uddannet samtidshistoriker. Politisk aktiv som medlem af Regionsrådet i Hovedstaden for Socialdemokratiet. Bor i København, 45, gift med Stine og har 3 børn.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar