13. september, 2016

Valggyser i Berlin

Tags: , , ,

Del
Valggyser i Berlin

Den 18. september er der så valg i Berlin, og det kan godt gå hen og rykke lidt rundt på det hele. Udover at valget kan synes at være lidt af et cirkus, med partier der slår sig på alt fra økologisk-anarkisme til dyrerettigheder, og til det satiriske Die Partei, som kom i stormvejr med deres valgplakat hvor der stod: “Hier könnte ein Nazi hängen”, der på dansk betyder her kunne der hænge en nazist. Plakaten er rettet mod NPD, som fylder gadebilledet med plakater hvor der står “Geld für die Oma, statt Sinti und Roma” (Penge til bedstemor, i stedet for til sintier og romaer).

Traditionelt er det dog ikke disse små partier der spiller den store rolle, men de etablerede partier. Berlin er også en rød by, meget rød endda! Som det ser ud nu, har Die Linke 19 pladser, Die Grüne 29, SPD 46. CDU har 39 pladser, mens protestpartiet Piraten har 15 mandater. Spørgsmålet er bare bare, hvordan den balance fordeler sig hvis AfD bliver valgt ind.

Kigger man lidt på meningsmålingerne, kan det godt komme til at se ganske interessant ud for Berlin. Ifølge den seneste meningsmåling står AfD til at få 10% af stemmerne, og de står ifølge Handelsblatt primært til at få dem fra de Østtyske områder, som paradoksalt nok ellers har været en bastion for Die Linke. Derudover er der selvfølgelig også spørgsmålet om hvor mange utilfredse SPD- og CDU-vælgere der vil stemme på Alternative für Deutschland. Det har været gennemgående at mange har valgt AfD i protest over Merkels flygtningepolitik, og i Mecklenburg-Vorpommern, hvor Merkel stiller op, fik de sneget sig op på over 20% af stemmerne.

Kommer det til at betyde noget for bystyret i Berlin? Det korte svar er nej, det kommer det ikke til, for AfD kommer ikke til at få indflydelse, dertil er Berlin for rødt. Hvis noget kommer til at gøre sig gældende her, er det de mange skandaler som bystyret har siddende på sig, hvortil den største må siges at være lufthavnen, som endnu ikke er klar til åbning, selvom den skulle have været det for efterhånden mange år siden. Det kan dog godt komme til at betyde noget landspolitisk, hvis CDU går for langt tilbage, da utilfredse kræfter for alvor rykker på sig i partiet, og så bliver det spændende for hvad der sker, for vil Merkel reelt blive væltet?

Svaret er meget broget. På den ene side er der ikke rigtig noget alternativ, Horst Seehofer er alt andet lige næppe en samlende figur som kan blive kanslerkandidat, han er ligefrem mere upopulær end Merkel ifølge en undersøgelse fra juli måned, som i øvrigt kårer udenrigsministeren, Frank-Walter Steinmeier som den mest populære med 75% opbakning. I SPD er det, på trods af Steinmeiers popularitet også svært at få øje på en oplagt kanslerkandidat som kan slå Merkel af pinden, selvom Sigmar Gabriel, der leder SPD, fik en masse omtale, til dels positiv, for at have givet langemanden til en flok nynazister der protesterede. Onde tunger påstår at man ikke kan finde en kanslerkandidat fra SPD fordi Sigmar Gabriel skygger for dem, men sandheden er at SPD er i krise, og at det hersker rådvildhed blandt medlemmerne.

Det bliver med andre ord, meget spændende at følge tysk politik i efteråret.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar