15. januar, 2019

VERDENS FLYGTNINGE

Tags: ,

Del
VERDENS FLYGTNINGE

I FN’s globale flygtningeaftale vil FN forbedre forholdene for verdens flygtninge i nærområderne gennem udvikling. Aftalen er blevet til efter 2 års arbejde i FN, medlemslandene og i humanitære organisationer. Lidt over 160 lande stemte for aftalen på FN´s generalforsamling. At så mange lande stemte for aftalen understreger at hjælpen til flygtninge og udvikling i nærområderne ikke løses af nogle få lande alene.

Kommentar til FN´s flygtningeaftale:

Denne FN-aftale er et vigtigt skridt i retning af en fælles indsats fra FN-landene. Med denne aftale kan vi arbejde for en konfliktdæmpende indsats i nærområderne og for at opbygge modtagecentre i nærområderne.

I modtagecentrene skal flygtninge kunne modtage nødvendig lægehjælp, uddannelse og orientering om deres rettigheder. De skal kunne søge asyl her så de, der har behov for asyl, kan få tildelt asyl ud fra FN-kvoter.

Den langsigtede udvikling i de områder, folk flygter fra, skal sikres ved at flere lande, også EU-landene, opfylder 0,7%-målsætningen for langsigtet udviklingsbistand. I EU skal hverken Danmark, Polen, Ungarn, Italien eller Rumænien kunne nægte at følge en solidarisk EU-politik der vil fordele asylanter på medlemslandene.

Aftalerne mellem EU og Tyrkiet og mellem Marokko og Spanien har heldigvis været med til at begrænse antallet af flugtforsøg over Middelhavet i små både, der kæntrer, og EU må støtte en fortsat kamp mod menneskesmuglerne.

Indlægget er skrevet af Bo Vesterlund, kandidat for SF til Europa-Parlamentsvalget d. 26 maj

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar