9. oktober, 2018

Vi skal ikke tale om flygtninge som et problem: Vi skal løse de problemer, som skaber flygtninge.

Tags: ,

Del
Vi skal ikke tale om flygtninge som et problem: Vi skal løse de problemer, som skaber flygtninge.

Efter EU-topmødet i Salzburg, har Europa stadig ikke har fået en fælles flygtningepolitik. Vi taler fortsat om flygtninge som noget, der kan gemmes væk i overfyldte lejre i Sydeuropa og holdes ude med grænsehegn.

Men hvad nu hvis vi holdt op med at betragte flygtninge som et problem, og i stedet begyndte at løse de problemer, som skaber flygtninge?

Det er verdens mindste overraskelse at Italien nægter at tage imod flere flygtninge. Når englænderne siger “Take back control of Britain”, når tyskerne siger “Mut zu Deutschland”, når danskerne siger “Den bedste opfindelse er Danmark”, så kan det ikke undre at italienerne også siger “O Solo Mio”. Vi har fyldt Italien op med dysfunktionelle, umenneskelige lejre uden at nogen har overvejet at spørge beboerne hvorfor de kommer til Europa.

I et forsøg på at imødekomme populisternes kortsigtede fremmedfjendskhed, har kommissionsformand Juncker netop foreslået at styrke EU’s ydre grænser endnu mere. Men når de enkelte lande tror flygtningekrisen kan løses gennem grænsehegn, er det lige så holdbart som en italiensk grissini under vægten af de mere end 200.000 flygtninge, som sidste år forsøgte at komme over havet til Europa.

Blandt sidste års flygtninge var der måske en pige ved navn Clara. Jeg mødte Clara for nogle år siden, da hun var flygtet fra Haiti til den Dominikanske Republik. Her fik hun arbejde i en banan-plantage, og det gik sådan set fint, men så ændrede klimaforandringerne alting. Da der kom mange flere tropiske storme, slog høsten fejl, og arbejderne fik ingen løn. Nu er varmen også kommet. Når man i forvejen lever i et tropisk klima, som rammes af yderligere temperaturstigninger og man samtidig har en datter at amme, så kan man ikke længere arbejde effektivt. Så Clara er nok søgt mod Europa for at skaffe en indtægt til sig selv og sin datter.

Det er klimaforandringer, det er fattigdom og det er manglende udvikling, som får folk til at søge over havet mod Europa. Derfor kommer den største trussel mod vores velfærdssamfund ikke fra flygtninge. Den kommer fra populisterne og fra højrefløjen, som ikke vil forebygge at mennesker må flygte.

Med mindre vi investerer massivt i klimatilpasning og forebyggelse af flere klimaforandringer, anslår bl.a. organisationen Care at der om blot én generation vil være 250 millioner klimaflygtninge i verden. Held og lykke til EU-landene med at håndtere 250 millioner klimaflygtninge, uden en langsigtet strategi til at forebygge at folk migrerer. Held og lykke til Juncker og hans grænsehegn.

Indlægget er skrevet af Troels Stru Schmidt, ph.d. Kandidat til Europa-parlamentet for Socialistisk Folkeparti.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar