4. april, 2017

Vi skal redde unionen, før det er for sent!

Tags:
Vi skal redde unionen, før det er for sent!

af Marcus Duch, nyvalgt landsformand for Europæisk Ungdom

I denne weekend deltog jeg i en kæmpe manifestation om og fejring af Rom-traktatens 60 års jubilæum. Her vandrede jeg sammen med tusinder af andre, unge som gamle, gennem Roms smukke forårsgader, forbi Circus Maximus op til Colosseum. Det fyldte mig med en utrolig energi og begejstring. Mens vi gik denne tur gennem Rom, snakkede jeg med en af mine britiske kammerater, Chris. Han forklarede mig den virkelige grund til, at briterne trådte ud af unionen.

Chris er medlem af den britiske unge-europabevægelse, og ligesom mange andre selvfølgelig utrolig træt af den situation, Storbritannien nu står i med Brexit. Han fortalte mig, at noget af det, der frustrerer ham mest er, at folk først er blevet rigtigt vrede nu og først nu kæmper for medlemskab af EU. De har oplevet kæmpe medlemsfremgang efter Brexit, medlemsfremgang de havde langt mere brug for før brexit. Chris fortalte mig, at han har været vred i mange år og stået næsten alene med følelsen af, at Brexit var på vej. Han havde forudsagt det, fordi næsten ingen af briterne, uden for de store byer, havde følt sig europæiske.

Han forklarede, hvordan han havde deltaget i møder i den britiske Europabevægelse, hvor folk havde snakket om, at økonomien bare skulle blive bedre, så skulle briterne nok blive glade for Den Europæiske Union. De tog fejl. Økonomien i Storbritannien var på vej i den rigtige retning, da de stemte sig ud af unionen. Chris fortalte mig, at han i stedet havde ment, at man skulle få briterne til at føle noget for EU. Man skulle komme ud af London og de andre store byer og forklare folk, hvordan vi i Europa har et skæbnefællesskab. Han blev dog bare mødt med den gamle parole om, at briterne jo aldrig vil føle sig ægte europæiske.

Det tror jeg – og Chris – at de tager grueligt fejl omkring. Briterne meldte sig ud af EU, fordi ingen nogensinde viste dem, at vi som europæere har noget tilfælles. Vi har fælles værdier, vores stater ligner hinanden meget mere, end de ligner dem uden for Europa, og problemer, der rammer et europæisk land, rammer tit mange europæiske lande. Det er utrolig ærgerligt, at de pro-europæiske kræfter i Storbritannien aldrig for alvor tog kampen op for at sikre en fælleseuropæisk identitet.

Men det er ikke for sent for os. Vi danskere, der føler os europæiske, vi må komme ud af de store byer, ud af vores sædvanlige netværk, ud og forsvare den europæiske idé og identitet. Vi må aldrig ende med at gå samme vej som briterne, fordi vi ikke kæmpede hårdt nok og fordi vi ikke fik forklareret danskerne at vi alle er europæere.

Endnu ingen kommentarer

Skriv en kommentar